I april kan foråret virkelig mærkes og der er mange gode grunde til at komme i gang i haven, hvor der er en masse at tage fat på.

Fortvivl ikke hvis haven ser noget trist ud efter vinteren. Start med græsplænen – så er du i gang. Riv visne blade sammen og få et overblik over plænens tilstand. Er der opstået huller og bare pletter, så giv en gang topdressing. Lad plænen komme i god vækst, inden du finder plæneklipperen frem, og klip i begyndelsen ikke kortere end 5 centimeter.

Havetips april

Tid til drivhuset

Har du endnu ikke gjort forårsrengøring i drivhuset, er det på høje tid, inden du går i gang med at så og plante derinde. Lav en spand sæbevand af brun sæbe og vask hele huset af udvendig og indvendig. Brug en børste og kom godt ud i hjørner og kroge, så overvintrende svampesporer eller insektæg bliver fjernet. Vælg gerne en dag, hvor det er overskyet eller måske endda småregner, så tørrer sæbevandet ikke så hurtigt ind på ruderne, og der kommer ikke så let striber.

Beskær roserne

Roser − især de storblomstrende haveroser − skal beskæres hvert år for at holde sig tætte og i den rette højde. En gylden regel er, at jo hårdere du skærer rosen tilbage, jo færre grene og blomster kommer der. Til gengæld bliver grenene kraftigere og blomsterne større. Start altid med at fjerne beskadigede, visne og syge grene helt nede ved jorden. Fjern også de grene, som vender ind mod midten, og små tynde grene, som alligevel ikke kan bære roserne. Grene, der er ældre end ca. fire år, klippes af nede ved basis eller ved et nyt kraftigt skud, så rosen får plads til nyvækst. De andre grene skal beskæres i den højde, du ønsker, men altid lige over et øje, der vender væk fra midten.

Fjern ukrudt i køkkenhaven

Er der meget ukrudt i køkkenhaven, er et stort frødepot i jorden, så hver gang du graver, hakker, kultiverer og river i jorden, bliver der vendt nye ukrudtsfrø op til overfladen. Ukrudtsfrøene kan ligge nede i jorden i årevis uden at miste spireevnen, men så snart de bliver aktiveret af lyset, når du arbejder med jorden, vil de begynde at spire, hvis der er fugt nok i jorden. Hvis du kan overskue at fjerne ukrudtet ved at rykke det op med hænderne, vil du rode mindst muligt i jorden og dermed forhindre en masse ukrudtsfrø i at få muligheden for at spire.

Dyrk dine egne jordbær

Hvis du vil nyde jordbær fra egen have, er nu et godt tidspunkt at plante. Fjern eksisterende ukrudt og grav jorden godt igennem, før plantning. Jordbær er en langsigtet afgrøde og planterne vil bære frugt i flere år, så for at få de bedste resultater med høsten/væksten, bør du berige området med noget organisk stof i form af kompost og/eller spagnum og tilføje organisk gødning inden plantningen.

Havetips April – kort fortalt

  • Sommerblomster og krydderurter plantes.
  • Klargør køkkenhaven til sæsonen. Gød, kalk og grav køkkenhaven.
  • Gød græsplænen, roser, stauder, stenbedsplanter, bregner, surbundsplanter, buske, træer,
    frugtbuske, frugttræer, bunddækkeplanter, slyngplanter.
  • Lav “forårsrengøring” i bassinet og drivhuset til glæde for fisk og planter.
  • Beskyt blomster mod sen frost.

Læs også om det smukke sommerløg – Gladiolus.

Du kan tjekke vejrudsigten for dit havearbejde her.