Gør tøjvasken bedre – 7 tips til tøjvasken

vasketøj
Tips til at gøre tøjvasken bedre - det er godt for dit tøj, din økonomi og mijløet.

Børnefamilie rimer på bunker af vasketøj. Bedst som du føler, at du har nået bunden af vasketøjskurven, falder du over en ny bunke tøj på badeværelset eller får et meget beskidt barn hjem fra børnehave. Og så skal der vaskes igen. Her får du 7 tips til, hvordan du kan gøre tøjvasken lidt bedre – både for dig selv og for miljøet.

Gør tøjvasken bedre – 7 tips til tøjvasken

1 Vask altid nyt tøj

Kender du den situation, hvor du – samme dag, som du skal til fest – drøner fra butik til butik og desperat gennemgår tøjstativerne for at finde den rette påklædning? Den situation kan være god at prøve at planlægge sig ud af. Ikke kun fordi det vil minimere risikoen for et desperat fejlkøb, der efter brug en enkelt gang får permanent plads bagerst i skabet. Men også fordi du sjældent kan nå at vaske tøj, der bliver købt klokken fem minutter i fest.
Det er vigtigt at vaske nyt tøj, fordi du ved hjælp af 1-2 vaske kan vaske restkemikalier ud af tøjet, inden du tager det på. Restkemikalier kan bl.a. give allergiske reaktioner og hudirritation – derudover er nogle af kemikalierne under mistanke for at virke hormonforstyrrende. Læs mere hos Forbrugerrådet Tænk Kemi.

2 Vælg miljømærkede vaskemidler

Vasketøjet er noget af det, der altid vokser i en børnefamilie. En af de ting, du kan gøre, så vasken både bliver bedre for miljøet og familien, er at vælge vaskemidler med Svanemærket eller EU-Blomsten. De skader nemlig ikke naturen, når vaskevandet skylles ud, da de lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav – og så er de bedre for familien pga. skrappe krav til sundhedsskadelige stoffer. De er samtidig drøje i brug. Desuden er det en god idé at vælge et af de mange miljømærkede vaskemidler uden parfume, da du på den måde mindsker familiens risiko for at udvikle parfumeallergi.
Se udvalget af miljømærkede produkter her.

3 Doser korrekt

Hvis tøjet er meget beskidt, har du måske en tendens til at fylde lidt mere vaskemiddel i skuffen. Det er dog ikke nogen god idé. Overdosering belaster miljøet og er også spild af dine penge. Men det er faktisk heller ikke godt for dit tøj og vil kunne efterlade sæberester i tøjet, hvilket kan give hudirritation. Læs derfor altid doseringsanvisningen på dit vaskemiddel – og doser efter vandets hårdhed. Hvis du ikke kender vandets hårdhed i dit område, kan du tjekke den her.

4 Skru ned for temperaturen

Tænk over hvilken temperatur, du vasker tøjet ved. Hvis tøjet hverken er meget beskidt eller bakteriefyldt, kan du ofte nøjes med 15-20 grader. Det gælder også, selvom der måske står 30 eller 40 grader på vaskeanvisningen – det er nemlig blot udtryk for, hvor høj en temperatur tøjet kan holde til. Koldere vaske er bedre for både miljøet og dit tøj. Fx holder tøjet bedre farven ved lave temperaturer. Hvis du vasker med koldt vand, er det mest effektivt at bruge koldtvandsvaskemiddel, da der er fremstillet til de lave temperaturer. Vær opmærksom på, at hvis du oftest vasker ved lave grader, skal du én gang om måneden køre en vask uden tøj ved 90 grader. Det er for at undgå bakterier i vaskemaskinen og forebygge lugt.
Læs mere i denne temperaturguide fra Forbrugerrådet Tænk Kemi.

5 Brug tøjet en ekstra gang

Vil du have et godt fif til at få hurtigere bugt med tøjvasken? Så overvej, om noget af tøjet måske bare trænger til at blive luftet udenfor i stedet for at blive vasket. Ud over at du sparer tid her og nu, sparer du på sigt også penge. For tøjvask slider på tøjet, så ved at vaske det mindre hyppigt, holder tøjet længere.

Novasel - Perskindol

6 Brug tørresnoren

Det er hurtigere at bruge tørretumbleren end tørresnoren. Men her ophører fordelene også. Tøjet holder bedre formen, og det holder længere, hvis du hænger det op til tørre. Husk tog at vende vrangen udad, hvis tøjet hænger i solen, da den kan blege tøjet. Samtidig bliver energiregningen mindre, hvis du nøjes med at bruge tørretumbleren på pjaskvåde dage og i akutte situationer. Endelig er det bedre for miljøet. Og så kan du faktisk også tanke lidt op på din egen energikonto ved at få en mundfuld frisk luft, mens du hænger tøjet op.

7 Brug svanemærkede renserier og vaskerier

Skal jakkesættet eller vinterfrakken til rens, er der god grund til at vælge et svanemærket renseri. Fx må et svanemærket renseri ikke bruge organiske opløsningsmidler i renseprocessen. Og de kemikalier, som renseriet bruger, skal leve op til skrappe miljø- og sundhedskrav. Derudover er der også krav til energiforbruget i renseprocessen. Butlers er i øjeblikket det eneste svanemærkede renseri i Danmark. Til gengæld har de butikker og indleveringssteder over hele landet.
Og har du i en periode brug for at gøre livet lidt lettere for familien ved at sende alt vasketøjet ud af huset, kan du fx benytte Washa, som er Danmarks eneste svanemærkede online-vaskeri. Ud over at det gør livet lettere, kan du også glæde dig over, at et svanemærket vaskeri lever op til skrappe krav til energi- og vandforbrug, og at der er skrappe kemikaliekrav til de vaskemidler, der bliver brugt.
Læs også Tips til bedre kemi i hverdagen

Derfor er skånsom vask en god idé
Miljøbelastningen ved tøj ligger ikke kun i produktionen. Tal fra Business for Social Responsibility viser, at 40 % af ét stykke tøjs miljøpåvirkning finder sted, efter det har forladt butikken.
Skånsom tøjvask er samtidig tit bedre for miljøet, fordi du bruger mindre energi, når du vasker ved lave temperaturer eller lufttørrer i stedet for at bruge tørretumbleren. Kilde: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Læs også SÅDAN FÅR DU GODE ENERGIVANER

author avatar
Jeanet Gugic

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Jøhl – Grethe