Vent med at fyre fyrværkeri af til den 31 december
Fra 2024 må himlen kun oplyses af fyrværkeri i to dage; den 31. december og 1. januar. Fyrværkerisæsonen begynder den 15. december, når salget af fyrværkeri starter. Men til trods for, at man kan købe batterier, raketter og andet nytårskrudt, må det altså først affyres den 31. december.
– Det er vigtigt, man holder sig til den nye, indskrænkede affyringsperiode. Fyrværkeri er for mange mennesker og dyr ikke et glædespunkt, da de høje brag fx kan lede til panik og angst, siger Nicoline Zederkof Jensen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Det er vigtigt at huske, at indkøbt fyrværkeri skal opbevares tørt og ikke for varmt. Og at det først må fyres af den 31. december.
5 fyrværkeriråd
Du kender måske Sikkerhedsstyrelsens 5 fyrværkeriråd, men de er gode og nemme at huske. En sikker adfærd er vigtig for at undgå ulykker.
Brug altid beskyttelsesbriller
Den vigtigste beskyttelse mod fyrværkeriskader er beskyttelsesbriller. Både for den som affyrer, og for dem der ”bare” kigger på.
Hvert nytår kommer i gennemsnit 200-300 mennesker på skadestuen i forbindelse med fyrværkeriskader.
Ved årsskiftet 2023/24 havde 3 ud af 4 af dem der kom til skade ikke brugt beskyttelsesbriller!
Undgå ulovligt fyrværkeri
Ulovligt og hjemmelavet fyrværkeri kan være decideret livsfarligt. Du skal kun anvende lovligt fyrværkeri, og fyrværkeri med dansk brugsvejledning. Tjek altid, at der er et CE-mærke og dansk brugsvejledning.
Hold ikke tændt fyrværkeri i hånden
Omkring 30% af alle fyrværkeriskader er håndskader. Holder du tændt fyrværkeri i hånden, kan det hurtigt blive det sidste du bruger hånden til. Dine fingre eller hele hånden kan sprænge i stykker, så sørg for at følge brugsanvisningen og husk altid at
- Sætte raketten i en holder
- Sørge for, at batteriet står godt fast
- Undgå at holde i fyrværkeriet når du tænder det
- Undgå at have fyrværkeri i lommen
Hold afstand til fyrværkeriet
Du skal holde afstand til fyrværkeriet, når du tænder det. Undgå f.eks. at læne dig ind over fyrværkeriet, når det tændes. Husk den sikkerhedsafstand der er angivet på brugsvejledningen.
Gå aldrig tilbage til en fuser
Man kan aldrig stole på en fuser! Gå fyrværkeriet ikke af, skal du lade det ligge, da det kan eksplodere!
Fakta om fyrværkeri
- I Danmark er det lovligt at sælge og købe nytårsfyrværkeri fra den 15. december til og med den 31. december.
- For privatpersoner er det lovligt at fyre fyrværkeri af fra den 31. december til og med den 1. januar.
- Man skal være 18 år for at købe nytårsfyrværkeri og 15 år for at købe småt fyrværkeri i kategori F1, for eksempel knaldperler, stjernekastere og bordbomber.
- Tjek at fyrværkeriet er lovligt. Det skal have:
1) CE-mærke
2) Brugsanvisning på dansk
3) Advarsler og anbefaling til sikkerhedsafstande.