På 14 måneder har 35.000 danskere meldt sig som frivillige hjerteløbere i ordningen TrygFonden Hjerteløber. Ordningen blev lancereret den 1. september 2017 i Region Hovedstaden, og den 16. oktober 2018 – på Hjertestarterdagen – blev ordningen udvidet til også at omfatte Region Midtjylland. Nu viser ny prisvindende dansk forskning, at 1.500 hjerteløbere i det første år har ”løbet” til 433 hjertestop, og i 40 pct. af tilfældene er der ankommet mindst én hjerteløber inden ambulancen. Resultaterne fortæller forskerne fra Akutberedskabet, at ordningen har et enormt potentiale.
Hjerteløbere er blevet berømmet
Danskernes vilje til at ville træde til for hinanden ved hjertestop er i de seneste år blevet berømmet internationalt. Og danske forskere har på genoplivningsområdet vundet flere internationale priser for forskning, der skaber helt nye standarder for, hvordan man rundt omkring i verden arbejder med at få flere til at overleve hjertestop uden for hospital. Lørdag vandt læge og forsker Linn Andelius fra Region Hovedstadens Akutberedskab prisen for bedste abstract ved American Heart Association’s Resuscitation Science Symposium i Chicago.
– Jeg er selvfølgelig meget beæret over at modtage denne pris fra American Heart Association, men det er i mine øjne i lige så høj grad en pris til de 35.000 hjerteløbere i Danmark, der har taget aktiv stilling til, at de ved et formodet hjertestop kan blive alarmeret af regionens akutberedskab via appen TrygFonden Hjerteløber. De mennesker giver derved folk med hjertestop en større chance for at overleve, siger læge og forsker Linn Andelius fra Region Hovedstadens Akutberedskab.
Hurtig hjælp er altafgørende
En hurtig indsats er altafgørende, når det gælder hjertestop. For hvert sekund der går, falder chancen for at overleve. Hvis en person med hjertestop først får hjælp, når ambulancen ankommer, er der 3 pct. chance for at overleve. Yder en lægmand – eksempelvis en hjerteløber – livreddende førstehjælp, inden ambulancen ankommer, stiger overlevelseschancen til 12 pct. Hvis der også stødes med en hjertestarter inden ambulancens ankomst, kan op mod 50 pct. overleve.
Danskerne er blevet verdensmestre i førstehjælp
TrygFonden Hjerteløber er det seneste initiativ ud af mange på genoplivningsområdet. Igennem de seneste 15 år er danskerne gradvist blevet mere og mere involveret i genoplivning – fra at lære livreddende førstehjælp og kende til hjertestarterne – og nu til at være frivillige hjerteløbere og en ekstra ressource til det akutte beredskab.
– I år 2001 overlevede meget få hjertestop uden for hospital, og få trådte til med livreddende førstehjælp. I TrygFonden satte vi os for at ændre det. I samarbejde med mange vigtige aktører og regionerne er det lykkedes at tredoble antallet af overlevende og antallet af danskere, der træder til. Danmark er blandt de førende i at redde liv ved hjertestop, og det skylder vi alle de engagerede danskere en kæmpe tak for, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden, og fortsætter:
– Indførelsen af førstehjælpsundervisning i køreskolen og i folkeskolen for godt 10 år siden har gjort rigtig meget for kendskabet til genoplivning og brug af hjertestarter i den voksne befolkning. Det samme har i øvrigt også mange arbejdspladsers fokus på at træne deres medarbejdere i førstehjælp. Det får os til at tro, at det efterhånden er en meget stor andel af befolkningen, der ved, hvordan man yder genoplivning, siger Grethe Thomas.
Alle kan være hjerteløbere
I Danmark bliver ca. 4.000 mennesker hvert år ramt af hjertestop. Når man ringer 1-1-2 og kommer igennem til Region Hovedstaden og Region Midtjyllands vagtcentral angående et hjertestop, bliver de nærmeste hjerteløbere alarmeret via hjerteløber-appen på deres telefon. Af de løbere, der accepterer missionen, bliver nogle sendt direkte til hjertestoppet for at påbegynde hjertelungeredning, mens andre guides til at hente den nærmeste hjertestarter.
Alle kan gøre en forskel ved hjertestop. For at blive hjerteløber er det derfor ikke et krav, at du har været på kursus i genoplivning. Det er en generel anbefaling, men det vigtigste er, at man er klar til at træde til, og at personen med hjertestop får hurtig hjælp med hjertelungeredning og hjertestarter. Forskere fra Region Hovedstaden har dog netop gennemført en undersøgelse blandt de nuværende hjerteløbere for at finde ud af, hvor mange af de frivillige der har gennemgået førstehjælpstræning.
– Vi er netop nu i gang med at undersøge, hvor mange af hjerteløberne der har modtaget undervisning i genoplivning. Vores antagelse har været, at det har de fleste hjerteløbere – hvoraf en del også er sundhedsprofessionelle – og første gennemgang af vores spørgeundersøgelse bekræfter, at næsten alle hjerteløbere er uddannet i livreddende førstehjælp. Faktisk viser tallene lige nu, at under én pct. af de tilmeldte ikke har modtaget førstehjælpsundervisning.
Tallene fra undersøgelsen blandt hjerteløberne bliver offentliggjort på en konference på Rigshospitalet den 5. december arrangeret af Dansk Råd for Genoplivning i samarbejde med TrygFonden og Rigshospitalet.
Om TrygFonden Hjerteløber
- TrygFonden Hjerteløber er et samarbejde mellem Region Hovedstadens Akutberedskab, Præhospitalet i Region Midtjylland, hjertestopforskere og TrygFonden.
- Når man er tilmeldt som frivillig i TrygFonden Hjerteløber, vil man kunne blive kaldt ud, hvis man befinder sig nær et hjertestop i enten Region Midtjylland eller Region Hovedstaden.
- Hjerteløberne modtager via appen TrygFonden Hjerteløber en alarm fra regionernes Akutberedskab, når der er et formodet hjertestop i nærheden.
- Hjerteløberne alarmeres via appen og guides i at yde hjertelungeredning og hente en hjertestarter for at kunne begynde genoplivningen, inden ambulancen når frem.
- Akutberedskabet alarmerer ca. 20 hjerteløbere pr. hjertestop. Erfaringer fra Region Hovedstaden viser, at cirka halvdelen ser alarmen og reagerer på den.
- TrygFonden Hjerteløber er den største af sin art i Danmark.
- I dag er over 32.600 frivillige hjerteløbere tilmeldt TrygFonden Hjerteløber.
- Forskning tilknyttet TrygFonden Hjerteløber skal dokumentere, hvilken betydning hjerteløberne har for overlevelsen. Det bliver også undersøgt, hvordan det er for hjerteløberne at blive kaldt på mission og medvirke til genoplivningsforsøg. Målet er at blive klogere på, hvordan vi i fremtiden bedst involverer danskerne i at redde liv.
- Danmark er med i toppen internationalt, når det handler om at bruge moderne teknologi til at redde liv ved hjertestop. TrygFonden står bag TrygFonden Hjertestart og TrygFonden Hjerteløber, som begge er apps, der gør det muligt for danskerne at finde hjertestartere og melde sig frivilligt til at træde til ved hjertestop.
- Projektet gik i luften den 1. september 2017 i Region Hovedstaden og den 16. oktober 2018 i Region Midtjylland.
Bliv TrygFonden Hjerteløber
Hvis du er over 18 år, bor i Region Midtjylland eller Region Hovedstaden og har en smartphone, kan du blive TrygFonden hjerteløber. Du skal downloade appen ”TrygFonden Hjerteløber” og tilmelde dig. Når der bliver ringet 1-1-2 om et formodet hjertestop, kan regionens akutberedskab alarmere dig via appen. Du bliver bedt om enten at yde hjertelungeredning eller hente en tilgængelig hjertestarter, som du kan bringe frem til personen med hjertestop. Hvis du bliver kaldt ud til et hjertestop, får du en alarm på telefonen, som kan afvises eller accepteres. Det er en fordel, men ikke et krav, at du har været på kursus i livreddende førstehjælp. Du kan altid afmelde dig hjerteløberordningen, hvis du ikke længere ønsker at være med. Læs mere på her.