Claus Elming: For mig var konkurrencen vigtig

Claus Elming

Mød den populære TV-vært der fortæller om hans passion for amerikansk fodbold og lidt tanker om fremtiden, efter han ikke længere skal være vært på Vild med dans.

Du har introduceret danskerne for amerikansk fodbold og du kaldes populært for NFLming. Hvorfor har amerikansk fodbold været så stor en del af dit liv?

Jeg kom til USA som udvekslingsstudent i 1985 og kom til at bo hos en NFL-gal familie. Jeg blev nærmest tvunget til at holde af det, men det har jeg aldrig fortrudt. Amerikansk fodbold er i min optik den ubetinget fedeste sport, der findes. Den indeholder en masse ting, og i Bogen om NFL, som jeg udgav første i 2004, beskrev jeg, hvordan spillet kombinerer teknik og taktik, fysik og finesse, samt skønhed og brutalitet. Jeg har fået alle mine bedste venner gennem Amerikansk fodbold, og uden NFL på dansk tv, var jeg næppe blevet tv-vært.

Hvad tænker du om den retning Vild med dans har valgt at gå – en retning mere som i England med kvindelige værter og måske lidt mere fokus på kjoler og prinsessedrømme?

Jeg havde et møde med TV2, hvor de fortalte, at de gerne ville prøve to kvinder. Det sagde jeg, at det ville jeg også gerne… Vild med dans havde en legendarisk mandlig vært, der hed Bruce Forsyth, som jeg faktisk havde æren af at møde til Wimbledon i 2012. Da han i en alder af 87 trak sig tilbage som vært for programmet, erstattede BBC ham med to kvinder. Han døde umiddelbart bagefter. Det bekymrer mig lidt… Jeg har altid fokuseret meget på konkurrence-elementet i Vild med dans, mens mine kvindelige værter har taget sig af de lidt mere bløde værdier lige fra tårer over ømme fødder til smukke kjoler og prinsessedrømme. For mig var konkurrencen vigtig. Det håber jeg ikke bliver nedtonet, selvom jeg ikke er der til at holde styr på karaktererne.

Kunne det tænkes, at du nu vil bruge mere tid på sportsjournalistik og Amerikansk fodbold?

Ja, helt sikkert. Jeg tror ikke jeg er færdig med at lave sport, og det er da ikke umuligt, at jeg kommer til at lave noget med Amerikansk fodbold igen. Jeg elsker sport. Både at dyrke det, se det, skrive om det og kommentere det. Amerikansk fodbold er mit hjertebarn, men jeg er også vild med cykling, ishockey, ski, golf og fodbold. Jeg får stadig lov til at snakke en masse Amerikansk fodbold, når jeg er ekspert på podcasten NFL showet sammen med Thomas Qvortrup, hvor vi ofte rammer to en halv time. Desuden er jeg vært på Veloropa podcast, hvor jeg sammen med min faste partner Kim Plesner taler cykling, har gæster i studiet og interviews med danske ryttere.

Kommer vi til at se dig som vært på andre underholdningsprogrammer?

Ja, det håber jeg da. Der er flere ting i støbeskeen, så jeg forventer ikke, at der kommer til at gå alt for længe, inden jeg er tilbage på skærmen. Der er jo mange TV-værter, få kanaler, og endnu færre programmer, så der er naturligvis stor konkurrence om pladserne. Jeg kommer ikke til at sige ja til hvad som helst, men håber på, at der kommer noget stort, som jeg synes vil være sjovt, og hvor jeg kan bidrage til programmet.

Hvordan skal du holde sommerferie i år?

Jeg får ikke ret meget sommerferie i år. Jeg har siden 2013 haft football-sitet gulklud.dk, og det er blevet en stor succes. På det site har vi et spil, der hedder NFL picks, og det har vi nu valgt at omprogrammere og lancere i en ny udgave, som indeholder flere sportsgrene. Spillet får sit eget site på picks.dk, og vi launcher det til VM i fodbold, hvor man første gang kan spille VM picks. Derefter følger Tour de France, Formel 1, NFL, Champions League og meget mere. Det går de fleste af mine vågne timer med, og jeg kommer til at bruge det meste af min sommer på, at få det til at spille.

Novasel - Perskindol

Claus Elming, (f. 20/3 1969)

  • Studievært og tidligere amerikansk fodboldspiller
  • Medstifter af Herning Hawks og Aarhus Tigers (Amerikansk Fodboldklub)
  • Stoppede aktive karriere i 2000, hvor han sammen med Aarhus Tigers vandt klubbens tredje danske mesterskab i træk og det fjerde i alt.
  • Kommenterede sin første Super Bowl på TV3 i 1998
  • Vært på TV2 Sportsnyhederne fra 2003 til 2007
  • Vært på quizprogrammet Pengene på bordet
  • Vært på underholdningsprogrammet Hvem kan slå
  • Vært på Vild med dans på TV2 fra 2006 til 2017
  • Vært på podcasten: Veloropa podcast
  • Ekspert på podcasten: NFL showet
  • Driver footballsitet Gulklud.dk og spilsitet picks.dk

Læs også om en anden populær TV vært – Rikke Gøransson.

author avatar
Jeanet Gugic

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

[yikes-mailchimp form=”1″]

Jøhl – Grethe