Blomsterløg gemmer på skønne farver og dufte og de kan sprede nærmest uendelig glæde. Når de er afblomstrede indenfor kan du grave dem ned i en krukke med jord eller du kan sætte dem i græsplænen eller bedet. På den måde får du dobbelt op på blomsterglæde af dit løg.
Forskellige blomsterløg
Mange kender til at drive hyacinter frem under kræmmerhustoppe i de karakteristiske hyacintglas. Men der er også mange andre blomsterløg, som kan bringes i blomst på samme måde: amaryllis, tulipaner, narcisser og krokus egner sig også godt. Lige nu er det især hyacinterne og amaryllis, som er aktuelle.
Sådan gør du
Metoden går i al sin enkelhed ud på at fylde et egnet glas med vand og lægge et blomsterløg på toppen – lige præcis, så vandet ikke rører ved løgets bund, for ellers kan det rådne. Derpå sættes en kræmmerhustop af papir ovenpå, og løget stilles køligt og mørkt i 6 – 8 uger. I løbet af et stykke tid dannes der rødder, og løget begynder at spire. Når spiren er så stor, at den fylder kræmmerhuset ud, tages glasset frem og stilles i stuen. Så varer det ikke længe, før blomsten viser sig.
Snyd med fremspirede løg
Hvis man ikke har tålmodighed til selv at drive løgene frem fra scratch, kan man “snyde” og købe allerede fremspirede løg hos blomsterhandlere og i plantecentre (eller grave dem op i haven). Løgene tages ud af potterne, skylles rene for jord og placeres i glas med rødderne i vand. Det er selvfølgelig en langt hurtigere metode, og der ser ud, som om du selv er løg-mester!
Det ser også flot ud at have blomsterløg i cylinderglas. Det går nemmest med de forspirede løg i potter. De renses, som beskrevet ovenfor, der fyldes et lag småsten i bunden af glasset, og derpå stilles tre – fire løg tæt sammen, så de ikke vælter. Skub forsigtigt de længste rødder ned mellem stenene.
Kilde: Løgdriverklubben Danmark
Foto: Nina Ewald og iBulb