Sådan får du færre dræbersnegle

Dræbersnegl

Saml æg i haven nu og få færre dræbersnegle i haven til næste år.

For mange er æggejagt forbundet med forårstraditioner og påske. Om efteråret er der dog også god grund til at gå på jagt i haven. Det er dog nogle helt andre slags æg, haven gemmer på netop nu.

Lægger æg om efteråret

Det er nemlig om efteråret at den iberiske skovsnegl, som de fleste bedst kender som dræbersneglen, lægger æg i haven. Du kan minimere antallet af de slimede og upopulære snegle i haven næste år, hvis du sætter ind nu.

VIDSTE DU – at en enkelt snegl kan lægge op til 400 æg på en sæson…

Dræbersneglene lægger deres æg helt frem til november, og herefter klækkes de fleste æg inden vinteren. Det vil især være de helt unge snegle, der overvintrer i haven. Når de første plusgrader kommer i foråret, har de stor appetit på haven, og kan spise sig igennem alt fra forårsblomster til spæde skud i køkkenhaven. Det er derfor en god idé at fjerne snegleæg fra din have nu om efteråret.

Find og genkend dræbersneglens æg

Vil du lede efter snegleæg i haven, er et godt sted at kigge under krukker og brædder, i kompost- og kvasbunden eller drivhuset. Det er nemlig steder hvor jorden ikke tørrer ud, og hvor temperaturen ikke svinger for meget fra dag til nat, at dræbersneglene helst lægger æg.

Novasel - Perskindol

Dræbersneglenes æg er let ovale og mælkehvide som snebær, ca. 3-4 millimeter. Til forskel er andre snegleæg som regel mere klare i farven. Dræbersnegle lægger æg i klumper på 20-30 stk.

Har du indsamlet æg, kan du putte dem i en pose. Bind en knude og smid dem i skraldespanden. Alternativt kan de kvases eller overhældes med kogende vand.

Tiltræk sneglene

Det kan næsten være umuligt at få helt bugt med dræbersneglene, hvis du er meget plaget af dem i haven. Du kan dog gøre det nemmere, hvis du indretter optimale æglægningssteder og i stedet tiltrækker sneglene. Så bliver de lettere at finde. Prøv for eksempel med et skyggefyldt hjørne af haven og indret noget der vil fungere som attraktive reder. Brug et lille hjørne med nogle brædder eller våde aviser. På den måde kan du tiltrække dem til et sted, og så ved du hvor du skal lede.

KILDE inspiration: Haveselskabet.dk

LÆS OGSÅ: Prydgræs er populært i haven.

author avatar
Jeanet Gugic

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

[yikes-mailchimp form=”1″]

Jøhl – Grethe