Når det er flåtsæson bør du være ekstra opmærksom hvis du opholder dig meget i naturen eller er kæledyrsejer. Om foråret øges nemlig antallet af flåter.
Sådan beskytter du dig og din hund mod flåter
Med længere dage og lunere forårsvejr søger vi udenfor og opholder vi os mere udendørs. Med foråret øges også antallet af flåter i nature. Det bør vi være lidt ekstra opmærksomme når vi opholder os i naturen. Flåter kan nemlig overføre alvorlige sygdomme og det er både til mennesker og til dyr. Specielt hundeejere bør være opmærksomme på flåter.
Flåten er en ottebenet blodsugende mide. Den lever i naturen og kan være svær at se med det blotte øje. Den kan bide sig fast på både hunde og mennesker. Derfor bør hundeejere være mere opmærksomme, da hunde jo ofte luftes i naturen.
Ifølge chefdyrlæge i AniCura Danmark, Hanne Friis har hunde og hundeejere øget risiko for at komme i kontakt med en flåt.
Mange danskere går ture med deres kæledyr i de samme naturområder, som flåterne trives i. Det betyder, at både hunde og deres ejere i højere grad kommer i kontakt med flåter, hvilket øger risikoen for at blive bidt, siger Hanne Friis og fortsætter:
Flåter suger blod fra fugle og pattedyr og kan bære på forskellige sygdomme såsom borrelia og hjernebetændelsen TBE, der kan overføres til hunde og mennesker. Allerede i det tidlige forår, i takt med lunere temperaturer, og helt frem til efteråret er flåterne aktive. Og selvom de kun i sjældne tilfælde overfører alvorlige sygdomme, bør man lige nu være særlig opmærksom som hundeejer.
Hanne Friis forklarer her, hvordan man bedst kan forebygge flåtbid, og hvad man kan gøre, hvis uheldet er ude.
Husk regelmæssige tjek for flåter
Den mest velkendte flåt i Danmark er skovflåten, men i de senere år har også engflåten spredt sig hastigt i den danske natur. Den holder ligesom skovflåten ofte til i fugtige områder såsom i skove og højt græs. Derfor bør både hunde og ejere få et grundigt gennemsyn efter gåturen, lyder rådet:
Flåter vandrer ofte på kroppen i et stykke tid, inden de bider sig fast, og man kan derfor i nogle tilfælde nå blot at børste dem væk. Det er først, når de har sat sig fast, at flåter kan overføre sygdomme. Derfor er det vigtigt med regelmæssige tjek, eksempelvis efter hver gåtur. Hos hunde bider de sig ofte fast omkring hoved, nakke eller øre, mens de hos mennesker sidder i områder, hvor huden er tynd, som regel i knæhaserne, på læggene eller i lysken, siger Hanne Friis.
Forebyg flåtbid
Selvom det nu er flåtsæson, skal man dog ikke holde sig fra at lufte sin hund i naturen, og ønsker man at minimere risikoen for flåtbid, er der flere forebyggende tiltag, man kan tage i brug:
En af de mest effektive måder at beskytte sig mod flåter, er i form af sit tøjvalg. Derfor er det en god ide at iføre sig lange bukser og sko med højt skaft samt tildække sine arme, inden man begiver sig ud på en gåtur. Vil man beskytte sin hund, kan man på apoteker og dyrehospitaler købe forskellige præparater, som enten frastøder eller dræber flåter, lyder anbefalingen fra Hanne Friis, der understreger, at man i samråd med sin dyrlæge finder det rigtige præparat.
Fjern flåten hurtigt
Hvis man på trods af det forebyggende arbejde alligevel finder en fastsiddende flåt, er det vigtigt at fjerne den med det samme. Risikoen for at få overført smittestoffer stiger, jo længere tid flåten sidder fast. I den forbindelse er der et særligt husråd, som man skal holde sig fra at bruge.
Det er en forkert opfattelse, at det hjælper at smøre flåten ind i væske. Opdager man et flåtbid, skal man fjerne flåten med det samme ved hjælp af en pincet eller flåttang. Man tager fat om flåten så langt nede ved hovedet som muligt, samtidig med at man langsomt trækker den ud.
Herefter er det i de fleste tilfælde ikke nødvendigt at foretage sig yderligere, selvom det altid er en god ide at holde ekstra øje og være opmærksom på mulige symptomer:
De typiske symptomer for hunde i forbindelse med flåtbid er nedsat appetit, feber, sløvhed eller stivhed i kroppen. I disse tilfælde skal man derfor kontakte sin dyrlæge. Det er dog meget almindeligt, at der opstår rødmen omkring området, hvor flåten har bidt sig fast. Det kan også være at området er en smule hævet. Så længe hunden ikke har symptomer, er der ingen grund til bekymring. Hanne Friis tilføjer desuden, at de samme symptomer typisk vil gøre sig gældende hos mennesker. Man bør altid kontakte sin egen læge ved den mindste usikkerhed.