Hvad gør man, når man vil være skuespiller og ikke kommer ind på Teaterskolen? Er humor og glæde noget man kan vælge til? Peter Frödin fortæller om karrierevalg, humor og liveshows.
Peter Frödin, (f. 7/1 1964)
- På CV’et kan skrives skuespiller, sanger, komiker og entertainer.
- Autodidakt skuespiller. Karriere begyndte på Merkur Teateret i 1984.
- Brød igennem på TV som medvirkede i børneprogrammet ”Bullerfnis” med Hella Joof (1990-1992).
- Kendt som del af satiregruppen ”Lex & Klatten” og ”Det Brune Punktum”.
- Har bl.a. været med i Zirkus Nemo samt filmene ”Hannibal & Jerry”, ”Motello”, ”En kort en lang”, ”Mirakel”, ”Grev Axel” og ”Guldhornene”. Her derudover haft roller på teatret Kamikaze, Det Danske Teater og Betty Nansen Teatret.
- Har indtalt en række børnebøger og lagt stemme til tegnefilm som ”Disco ormene”, ”Jungledyret Hugo”, ”Cykelmyggen og Dansemyggen”, ”Sallies historier” og ”Grethe grimrian”.
- Privat danner Peter Frödin par med Jon Jørgensen, som han blev gift med i 2007.
- Aktuel som dommer i ”Danmark har Talent” på TV2.
- Har premiere 23/5 på Tivoli Revyens ”Mor og Far Sidder i Grøften” sammen med Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt og Anders W. Berthelsen.
Du er autodidakt skuespiller og har også succes som entertainer og sanger. Har du altid vidst at din karriere skulle den vej?
Som 18-årig gik jeg til audition på en musical, Merkur Teatret. Jeg fik jobbet og startede der i 1982. Jeg mødte en masse fantastiske mennesker og der gik ikke særlig lang tid før jeg kunne mærke, at jeg følte mig hjemme. Her var noget jeg skulle dyrke. Jeg havde det rigtig godt i det miljø. Det var en fantastisk fornemmelse.
Så søgte jeg ind på Teaterskolen, men kom ikke ind! De sagde ”kom igen næste år”. Men det gjorde jeg ikke; jeg fik rigtig meget at lave og jeg kom på bl.a. på Folketeatret; jeg begyndte at lave børne- og ungdoms TV, og så gik det slag i slag derfra. Jeg var dog også i perioder bartender på Kellerdirk – og jeg var da også en kort overgang hjemmehjælper. Men det var den anden vej jeg skulle, kunne jeg mærke.
Hvad havde du lavet, hvis du ikke var blevet skuespiller? Er der noget andet du er rigtig god til?
Hhmmm jeg holder rigtig meget af at lave mad, men om jeg var blevet kok eller havde fået et lille sted – det ved jeg ikke. Jeg kan lide at spadsere nogle vidunderlig lange ture, men det kan man jo desværre ikke leve af…
Jeg har faktisk tænkt på, at jeg godt kunne tænke mig at lære det med en drejebænk, og noget med ler. Det har jeg altid være fascineret af, men har aldrig lært det. Tænk sig at kunne sætte sig ned og bare lave en skål.
Hvad betyder humor for dig?
Jeg har grundlæggende et lyst sind. Det er mange gange et valg, hvordan du kommer ud af sengen om morgenen, og der er mange forskellige veje man kan gå ned af. Man kan vælge at trække vejret igennem alt muligt sladder og andres negative affald, eller man kan vælge at trække vejret gennem lyset og kærligheden. Man kan prøve på det i hvert fald. Det valg har jeg taget for lang tid siden. Det er vigtigt for mig, at jeg lægge energien der.
Og humor betyder meget for mig. Jeg har prøvet at spille meget seriøst og alvorligt teater – men jeg fungerer bedst, når jeg synes det er sjovt!
![s-l960 - Hus & Have Avisen Peter Frödin har grundlæggende et lyst sind. Medvirkede i showet "Mor og far sidder i grøften" i anledning af Tivolis 175 års jubilæum.](https://husoghaveavisen.dk/wp-content/uploads/2020/02/s-l960.jpg)
Hvad holder du mest af at lave? Film, TV eller liveshows?
Jeg har noget helt særligt med at lave live – der er en helt anden nerve. Man kigger hinanden i øjnene og siger, nu skal vi få det her program til at være super fedt. Man er på, når man er på. Ligesom med teater. Det er noget der sker lige nu. Man er sammen med publikum, og det er forskelligt fra aften til aften. Og det er det virkeligt. Jeg elsker at lave live shows.
Men hvis man kigger på helheden, så synes jeg det er sådan et privilegie at få lov til at lave alle mulig forskellige ting. TV produktion, live, lave nogle vidunderlige film, gå ud og synge – både produceret og live. Alle de forskellige ting synes jeg er så vekslende og dejligt, og jeg holder meget af alle tingene. Jeg er meget privilegeret, at jeg ikke kun skal vælge en af tingene.
Du er dommer i TV2’s ”Danmark har talent”. Hvad lægger du mest vægt på, når du kommer med feed back til deltagerne?
Lige nu laver vi live – så det er så live som det kan blive. Der kommer de og skal overraske os med et nyt show, som jeg synes skal have udviklet sig. De skal have lyttet til de ting, vi har sagt.
Jeg prøver bare at lukke alt andet ude og være en åben fyr og se hvad der sker. Og så giver jeg kritik på den måde, at det er meget forskelligt
Jeg prøver at møde de mennesker, der står på scenen der, hvor de er.
Hvis de er rutinerede og vant til at optræde og meget dygtige til noget så kan vi nogle gange give en lidt hårdere kritik fordi a -veauet – det tekniske niveau, er højere og de vil få mere glæde af det.
Jeg vil altid gerne give konstruktiv kritik noget de kan bruge til noget og uanset om de går videre eller ikke går videre, så tag det med sig videre i livet.
”Mor og Far Sidder i Grøften” har premiere den 23. maj 2018. Hvad har du ellers af planer for 2018?
Mor og Far Sidder i Grøften er et sketchbaseret underholdningsshow med en masse sketches og sange. Jeg har spillet i Glassalen to gange før, og det er jo et helt særligt sted. Folk har gjort sig umage, der er friske blomster og tændt fine lys; det glæder jeg mig til. Når vi er færdige der, så er det sommerferie. Bagefter har jeg nogle dejlige projekter, jeg går og pønser på. Bl.a. en opfølger til Labans Jul som var en adventskalender, der blev sendt på DR2. Men jeg skal i hvert fald lige have noget ferie.
Læs også Caroline Fleming; Der er kommet ro på.