Nu stilles der nye krav til dæk i sne og frost. For første gang er det i år ulovligt at køre med uegnede dæk i glat føre i Danmark. Det kan udløse bøder, hvis reglen ikke overholdes.
Fra i år er det lovpligtigt at køre med dæk, der er egnede til vinterføre. Det vil sige, når vejene er dækket af sne, is eller sjap. Eller når der er risiko for frost.
I følge den nye lovgivning der trådte i kraft 1/7 2025, må man ikkekøre med “åbenbart uegnede dæk”. Det betyder, at dine dæk skal passe til vejrforholdene.
Der er altså ikke tale om en fast periode for vinterdæk, men at de skal passe til vejrforholdene.
Kør med vinterdæk hele vinteren
Udover vinterdæk mærket med bjerg- og snefnugsymbolet er det i Danmark fortsat også lovligt at køre med helårsdæk mærket med M+S (Mud & Snow) i vinterføre. Anbefalingen fra dækeksperten hos AutoPartner er dog klar: – Kør med sommerdæk om sommeren, og kør med bjerg- og snefnugmærkede vinterdæk hele vinteren. Og husk, at man bør have skiftet til vinterdæk, inden temperaturen når under 7 grader, siger Ole Panitzsch.
Nabolandene har skrappere regler
I både Sverige og Tyskland er der trådt regler i kraft, der kræver, at man kører med bjerg- og snefnugmærkede dæk i alle typer vinterføre. I Sverige er der en fast periode fra 1. december til 1. marts, hvor det er et lovkrav at køre med bjerg- og snefnugmærkede dæk med en mønsterdybde på mindst 3 millimeter.
– Man skal selvfølgelig altid holde øje med, hvor nedslidte dækkene er. Af sikkerhedsmæssige årsager anbefaler vi , at man skifter dæk, når mønsterdybden kommer under 3 millimeter.





