Efterår er stormsæson og kan give skader på tagene

storm og efterår
Efterår og storm kan gøre skade på dit hus og husets tag.
Den varme sommer har medført højere havtemperaturer end normalt, hvilket øger risikoen for kraftig blæst på denne årstid.

Blæsevejr kan give skader på tagene

Med det blæsende vejr følger også en øget risiko for skader på boligen.
Codans årlige vejrundersøgelse viser, at 44 pct. af alle vejrrelaterede skader i 2017 var forårsaget af blæst eller storm. I 2016 var tallet helt oppe på 79 pct. Og det er typisk boligens tagkonstruktion, som det går ud over. En tredjedel (33 pct.) af alle vejrskader i 2017 ramte således taget – mens det i 2016 var mere end halvdelen (54 pct.).
Der er derfor god grund til at gennemgå husets tagkonstruktion, især i stormsæsonen.
”Omkring en tredjedel af de danske boligejere har oplevet mindst én skade som følge af vejret i løbet af de seneste fem år. På den kedelige baggrund er der generelt en større bevidsthed blandt boligejere i forhold til hvordan man kan klimasikre sit hjem. Codan anbefaler, at man gennemgår sit hus og sin grund i forbindelse med stormsæsonen, så man er forberedt i tilfælde af et stormvarsel. Tagkonstruktionen er særligt udsat, hvis der fx er løse tagsten eller tagplader, som kan efterlade huller i taget, hvor der kan trænge vand ind”, forklarer Henrik Bundgaard, Skadedirektør hos Codan.
Efterårsstorme opstår, når et lavtryk bevæger sig ind over Danmark, hvor varmen fra Sydeuropa møder de koldere luftmasser fra polarområdet. Her bliver den varme luft presset til vejrs og udvider sig. Det betyder, at trykket falder, hvilket suger luft til området, som skaber de blæsende vindforhold.

Gode råd i forbindelse med stormsæsonen

  • Gennemgå taget for løse tagsten eller plader. Tjek, at eventuelle antenner er ordentligt fæstnet.
  • Gå havens træer efter for løse eller rådne grene, og sørg for at få dem fjernet, så de ikke blæser af og forårsager skader under en storm.
  • Fjern løse genstande uden for huset: Stil parasol, havestole, grill og potteplanter af vejen. Fastgør trampolinen og læg evt. flagstangen ned.
  • Gennemgå boligen efter et voldsomt blæsevejr, for at lokalisere eventuelle skader hurtigst muligt for derved at minimere risikoen for følgeskader
  • Abonnér på en vejrtjeneste, der giver besked, når der er risiko for ekstremt vejr på den angivne adresse. Eksempelvis tilbyder Codan en gratis SMS-varsling via hjemmesiden.
author avatar
Jeanet Gugic

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Jøhl – Grethe