Der er flere ting, du med fordel kan tænke over, inden du møder op til det indledende møde med en arkitekt. Læs med her, hvor vi har samlet nogle tips og gode råd fra Danske BoligArkitekter, og bliv klædt på til mødet.
Af: Marie Kiersgaard Espersen
Foto: Steffen Stamp og Danske BoligArkitekter
Du har endelig fået kontaktet en arkitekt. For nu skal det være. Du skal have bygget om, til eller måske helt nyt, og ideerne, drømmene og bekymringerne flyver rundt i dit hoved.
Om nogle dage skal du til første møde med arkitekten. Her skal du høre om hele processen, mærke om der er kemi, men også finde ud af, om jeres boligdrømme overhovedet kan lade sig gøre.
Men hvor meget skal du egentlig have forberedt dig? Og er der noget, du med fordel kan have fundet ud af eller have med til mødet?
Hvad koster det første møde?
De fleste arkitekter tager et honorar for det første møde, og priserne varierer fra arkitekt til arkitekt. På arkitekternes profil kan du finde oplysninger om prisen for dette møde, og hvad rådgivningen omfatter.
Har du særlige forventninger til rådgivningens indhold, er det en god idé at tage en indledende snak med arkitekten pr. telefon inden I mødes, så I er enige om vilkårene.
Få helt styr på økonomien
Især én ting, står højt på listen, når man spørger arkitekterne.
– Det er vigtigt, at jeg kender byggebudgettet, siger arkitekt Jan Smidt Andreasen fra A1 Tegnestue og fortsætter:
– Er det 1 million eller 4 millioner? Skal vi holde på kvadratmeterne og undgå svævende løsninger, eller skal vi fokusere på andre dele?
Han anbefaler derfor, at du holder et møde i banken, inden du mødes med ham.
Det er arkitekt Per Hartwig fra Insitu Arkitekter meget enig i. Han oplever nemlig flere, der overvurderer deres økonomi eller glemmer, i hvilket område de bor eller vil bygge.
– Jeg var forleden ude hos et par med gode jobs og god løn, der gerne vil bygge deres hus om. Det lyder jo umiddelbart problemfrit, men banken ville ikke låne dem i nærheden af det, de troede, fordi banken syntes, huset lå for tæt på en vej, siger Per Hartwig.
Lav en ønskeliste
Arkitekterne vil dog ikke kun kende din økonomi. De vil også høre, hvad du drømmer om, at pengene skal bruges til i din bolig.
– Jeg plejer at sige, at man gerne må sende mig en mail med en liste med behov og ønsker, inden vi mødes, siger Jan Smidt Andreasen fra A1 Tegnestue
Det kan for eksempel være, hvor mange værelser, man vil have, om man vil have køkkenalrum eller plads til at arbejde hjemme, samt hvor store rum, man forestiller sig.
– Nogen kommer med en hel planløsning, de har lavet, men siger: ”Du skal ikke nødvendigvis gøre sådan her. Vi er meget åbne for, hvad du synes.” Så tegner jeg min egen version ud fra mine erfaringer og giver dem modspil i deres forestillinger og ideer. Men tegningen kan ligesom listen være et godt praj om ønsker og behov, fortæller Jan Smidt Andreasen.
Arkitekt Per Hartwig ser også gerne, at man tænker over ønsker til rum og funktioner i boligen inden, så man har dem klar til mødet.
– Man får langt mere ud af mødet, hvis man har tænkt over sine behov. For så er vi allerede et skridt foran og kan have en konstruktiv snak, siger han og uddyber:
– Hvis man for eksempel har besluttet sig for en ombygning, og man har ønsker til bestemte rum, kan hele mødet handle om det.
Tal sammen derhjemme
Per Hartwig opfordrer derfor også til, at man har talt sine overvejelser igennem indbyrdes derhjemme, så man er enige til mødet og taler ud fra de samme præmisser.
– Det er lettere, hvis begge parter er enige om, hvad de ønsker sig. Men mødet kan også bruges til at finde et fælles udgangspunkt, siger han.
Tag tegningerne med
Skal du bygge om eller til din bolig, sætter arkitekterne desuden pris på, at du har tegninger af dit hus og grunden med.
– Jeg vil selvfølgelig også gerne ud og se huset og grunden rigtigt, inden jeg begynder at tegne. Men det er rart at sidde med tegningen til mødet, siger Jan Smidt Andreasen.
Hvis man ikke selv ved, hvor man finder en plantegning over sit hus eller har glemt det, vil de to arkitekter gerne hjælpe og gøre det for dig.
– Ofte er boligejernes egne dog mere præcise og i et større format, siger Per Hartwig.
Find inspiration
Har du fundet en flot karnap, en hyggelig alkove eller et loft, du drømmer om på Pinterest eller på Danske BoligArkitekters hjemmeside, er det også værd at have det med eller sende det til arkitekten forinden.
– Jo mere af den slags jeg får, jo bedre kan jeg ramme plet i første udkast. Så det må man meget gerne sende til mig inden, siger Jan Smidt Andreasen.
Han holder dog også af at have helt frie hænder.
– Det er rigtig fedt, når der kommer nogle, der bare siger, at de godt kan lide moderne huse og funkisstilen, og så får jeg ellers frit spil. På den måde får de et resultat og en masse løsninger, de ikke selv havde tænkt på, siger Jan Smidt Andreasen.
Husk på dine holdninger
Til det indledende møde, kan det også være en god ide at sige til, hvis du har særlige holdninger til byggeriet.
– Kunne du fx godt tænke dig et lavenergihus, fordi du går op i miljøet, eller vil du bare have, at det opfylder de gældende regler? siger Jan Smidt Andreasen.
Det er ikke en eksamen
Er du helt blank på ideer og ønsker, eller er du bare slet ikke nået dertil endnu, skal du ikke være bange for at ringe en arkitekt op.
– Du kan komme fuldstændig uforberedt, og bare som du er. Det er faktisk vigtigt at pointere, siger Per Hartwig og fortsætter:
– Jeg har oplevet, at nogle er lidt nervøse, når de ringer, fordi de tror, vi arkitekter er sådan nogle højrøvede nogle. Men man skal ikke være nervøs. Jeg har aldrig oplevet nogen gøre noget forkert, for det kan man ikke. Det vigtigste er, at man har et åbent sind, siger Per Hartwig.
Mødet har mange formål
Viser det sig under mødet, at du nok alligevel ikke skal bygge nyt eller have lavet dit gamle hus om, behøver mødet langt fra at være spild af tid eller penge.
– Jeg har haft flere kunder, der efter mødet i stedet for at bygge om, beslutter sig for at sælge og købe et nyt hus. Og så inviterer de mig med hen for at se på de nye huse, så jeg kan hjælpe dem med at vurdere, om de lever op til de behov, vi talte om til mødet, fortæller Per Hartwig.
– Så mødet kan udvikle sig og bruges på mange måder.
7 step mod et godt arkitektmøde
- Kend dit byggebudget
- Hav styr på overordnede behov og ønsker
- Vær enige, hvis I er et par
- Tag plantegninger med, hvis ombygning eller tilbygning
- Find inspiration til stilen
- Husk at nævne dine holdninger til fx bæredygtighed eller indeklima
- Vær åben for arkitektens ideer, viden og erfaring
Denne artikel er produceret af Danske BoligArkitekter, der er en sammenslutning af arkitekter med speciale i boliger. Samarbejdet med Danske BoligArkitekter giver Hus & Have avisen mulighed for at vise gode eksempler på arkitekttegnede om- og tilbygninger, samt inspirerende nybyggerier udført af Danske BoligArkitekters medlemmer.
Se mere på danskeboligarkitekter.dk
LÆS OGSÅ: Sådan gør du huset smart og sikkert.