Flåtsæsonen bliver længere og det øger risikoen for din hund
Tidligere har problemer med flåtsæsonen primært været et sommerproblem. Sådan er det ikke længere, da der er risiko for flåter store dele af året.
Flåtsæsonen er ikke kun sommer
De generelt højere temperaturer betyder, at flåterne er aktive en større del af året end vi tidligere har været vant til. “Flåtsæsonen” er ikke længere kun sommermånederne, ligesom der er kommet nye flåtarter og flere risikoområder i Danmark. Det giver naturligt en større risiko for at blive bidt af en flåt. Både mennesker og dyr.
At blive bidt af en flåt, giver risiko for alvorlig sygdom. Både hos mennesker og hos dyr. Til trods for at flåter er meget små, kan de være farlige parasitter. De lever af at suge blod fra både dyr og mennesker. De er kendt for at kunne overføre alvorlige sygdomme som bl.a. borrelia og i sjældne tilfælde TBE. Veterinærkoncernen AniCura kommer med en opfordring til hundeejere om at være opmærksom på flåtbid allerede fra det tidlige forår.

– Mange hundeejere tænker stadig på flåter som noget, der hører sommeren til, men det billede er ved at ændre sig. Vi ser i dag flåter over en langt større del af året. Det betyder, at man som hundeejer skal være opmærksom i en længere periode og ikke kun i højsæsonen, siger Hanne Friis, chefdyrlæge hos AniCura Danmark.
Du kan selv reducere risikoen for flåter
Som hundeejer kan du selv forebygge og begrænse chancerne for flåtbid, ved at indføre gode rutiner i hverdagen. Det er naturligvis ekstra vigtigt efter gåture i naturen:
– På hunde kravler flåter ofte rundt i pelsen i noget tid, før de bider sig fast. Derfor kan man i mange tilfælde nå at opdage dem, hvis man har en fast rutine med at tjekke sin hund efter hver gåtur. Hvis flåten først har bidt sig fast, vil den typisk sidde omkring hoved, nakke og ører, og her er det vigtigt at reagere hurtigt, da risikoen for overførsel af flåtbårne sygdomme stiger, jo længere tid den sidder der, siger Hanne Friis.
Der findes forskellige præparater mod flåtbid som måske kan reducere risikoen for flåtbid. Det vigtigste er at tjekke dit kæledyr og en god idé er at have en ligge “flåtfjerner”. Den kan du bl.a. købe på apoteket og i matas. Den kan selvfølgelig også bruges til mennesker og er god at have liggende hvor du f.eks. har plaster.
TIP: Det er vigtigt at du få hele flåten ud, når du fjerner flåten – evt. med en flåtfjerner. Flåten sidder med hovedet nede i huden og suger, så bagkroppen fyldes med blod.





