Julen er ikke bare hjerternes fest – den er i høj grad også mavernes fest. Vi køber, laver og spiser julemad i lange baner. Og hvis du ikke bare vil glæde hjerterne og maverne til jul, men også skåne miljøet, får du her 5 gode råd til dit julekøkken og til, hvordan du bl.a. kan reducere madspild.
Grøn julemad serveres ved bordet
Når du laver julemad, er det en god idé at vælge økologisk. Så slipper du som udgangspunkt for rester af sprøjtemidler i maden. Samtidig er kun ganske få tilsætningsstoffer tilladt i økologiske fødevarer. Det betyder, at du kan være med til at mindske belastningen af naturen, fremme bedre dyrevelfærd og reducere dit og din families indtag af sprøjtemiddelrester ved at vælge økologisk.
Ja, julen handler om god mad – og masser af den. Det betyder desværre også tit, at en stor del af julemaden ender i skraldespanden. Det er ikke kun spild af tid og penge – det er også naturens og jordens ressourcer, vi spilder. Derfor giver det god mening at gøre en indsats for at mindske madspild i julen, og det er der mange gode muligheder for.
Lav en indkøbsseddel
Det er et simpelt trick, og det virker. Lav en grundig og velovervejet indkøbsseddel, inden du drager mod supermarkedet for at købe ind til din julemad. På den måde sørger du for at huske alt det, du skal bruge – og du undgår fejlkøb, som ender i skraldespanden.
Køb kun det, du har brug for
Butikkerne lokker altid med gode tilbud, og julen er bestemt ingen undtagelse. Men prøv, om du kan undgå at lade dig friste. Hold dig til din indkøbsseddel og køb kun ting på tilbud, hvis de står på din liste i forvejen.
Udregn portioner til din julemad
Forsøg at regne ud, hvor meget hver person spiser, og lav din indkøbsseddel efter det. Hvis du kommer til at lave lidt for lidt eller lidt for meget julemad, så noter det – så ved du det til næste gang, du får gæster.
Kvalitet frem for kvantitet
Tænk over dit valg af varer. Kvalitetsvarer er måske dyrere end budgetprodukter, men de giver ofte bedre smag i munden – på mere end én måde. Server hellere ét eller to små stykker økologisk, mørt kød med masser af velsmag, frem for flere store og seje stykker steg.
Gem gode rester af julemad og slip for madspild
Skulle der alligevel blive noget julemad tilovers, kan de lækre rester måske genbruges på frokostbordet. Server medisterpølsen eller flæskestegen med nyt tilbehør til frokost dagen derpå. Du kan også fryse resterne ned til senere brug – eller du kan give dine gæster lidt mad med hjem. Hvis du bruger fryseposer, kan du vælge de svanemærkede. De er fremstillet af en høj andel fornybare råvarer, som ikke må komme fra genmodificerede planter. De er fremstillet energieffektivt. Og de indeholder ikke recirkulerede materialer.
Få inspiration til at holde en mere bæredygtig jul, og få flere gode råd til at begrænse madspild – både i julen og i hverdagen – lige her.
Bæredygtig borddækning
Der er flere måder at gøre julebordet lidt grønnere, når det kommer til selve borddækningen.
Bring naturen med indenfor og pynt bordet med fine elementer fra naturen. Grangrene og -kogler klæder tallerkner og tarteletter rigtig godt.
Vælg svanemærkede servietter til bordet. De er nemlig fremstillet af lovligt, sporbart træ eller af recirkuleret papir. Hvis de er lavet af træ, skal en del komme fra certificeret bæredygtigt skovbrug. Papiret er fremstillet energieffektivt og med skrappe krav til kemikalier.
Brug LED-lys eller svanemærkede stearinlys i borddækningen. Svanemærkede stearinlys er primært fremstillet af fornybare råvarer og sparer derfor CO2. Der er grænser for, hvor meget sod lyset må afgive, og forbud mod en række stoffer, fx ftalater, tungmetaller, parfume og kræftfremkaldende opløsningsmidler.
KILDE: Ecolabel.dk
Se mere i juletemaet her.