Har du svært ved at holde dig fra haven i december er der stadig ting at gøre for og i haven. Vinterhalvåret er f.eks. et godt tidspunkt at fælde træer og flytte stauder. Læs havetips december.

Prydhaven, dekorationer og havetips

Du har nok allerede juledekorationer i hjemmet, men haven er stadig et oplagt sted at samle ind til fine og naturlige dekorationer. Også efter julen. Du kan samle stedsegrønne blade, kogler, grene med lav, bær, mos og andet der kan bruges til at bringe naturen indenfor. Også hvis du skal fælde træer – læs længere nede i teksten. Mos fra plænen tager du let op ved at løsne det med dine fingre eller hele hånden.

Flyt større planter nu

Vinterhalvåret er et udmærket tidspunkt til at flytte mindre træer og buske, eller fælde træer. Også større stauder kan flyttes, og kan så samtidig deles.

Så stauder

Der er staudefrø der kræver en kuldeperiode for at spire. For dem er det et fint tidspunkt at så nu. Du kan så dem udendørs i bakker, og lægge et net over som beskyttelse mod nysgerrige dyr.

Frem med lugejernet

Du tænker måske ikke på at fjerne ukrudt i december, men mange ukrudtsplanter vokser selv med lave plusgrader. Ukrudtsplanterne er nemme at få øje på i den bare og vinterbrune have.

Pas på med vejsalt

Brug grus i stedet for salt på glatte stier tæt på hæk eller træer. Vejsalt i kan værste fald tage livet af planter, så bruge grus i stedet.

Tid til at fælde træer

Vinteren er et god tidspunkt til at fælde træer. Da træet er uden blade, er der mindst muligt haveaffald at køre væk bagefter. Desuden er saften trukket ned i roden, så stammer og grene, der måske skal bruges som brænde, er så tørt som muligt. Overvej, om det vil være klogt at søge professionel hjælp. Især hvis der er tale om et større træ, der kan forvolde skade, hvis det lander forkert.

Kig til frugten

Tilse æbler og frugt du har oplagret i kasser. Fjern frugter der har begyndende råd, inden det spreder sig til hele kassen.

Beskær vin nu – havetips december

Beskær vinen inden nytår: Vin beskæres bedst i slutningen af december for at undgå, at planten bløder for meget. Klip alle skud ind til stokken (hovedstammen/sidestammen) og lader kun en lille stab med 2-4 knopper sidde. Det er så herfra, at næste års skud vil skyde og bære frugt. Klip både de skud, der har båret frugt, og dem kun med blade. Læs mere

Læs også om at gøre haven vinterklar.

Find dine haveredskaber hos Stihl – se mere her.