Nytår er for mange mennesker synonym med festligt fyrværkeri. Husk det først må affyres fra den 27. december.
Nytåret skydes ind med flot og festligt fyrværkeri. Men nytårskrudtet er forbundet med en række regler, så inden du måske har tænkt dig at tage glæderne på forskud, kan du blive opdateret omkring reglerne for fyrværkeri her.
Fyrværkeri kan købes af personer over 18 år fra den 15. – 31. december, men må kun affyres i perioden 27. december til og med 1. januar. Resten af året er det ulovligt at bruge fyrværkeri. I Danmark er det kun lovligt at sælge CE-mærket fyrværkeri, der er en garanti for, at producenten har fået fyrværkeriet testet og godkendt. Unge mellem 15-18 år må købe helårsfyrværkeri som knaldhætter, knaldbånd, knaldperler, knallerter, bordbomber, trækbordbomber, stjernekastere og isfontæner.
Opbevaring af fyrværkeri
Du må kun opbevare fem kg krudt, også kaldet ”Netto eksplosiv stofmængde” (NEM). På fyrværkeriet kan du læse indholdet af NEM, inden du køber det.
Særlige forsikringsregler for fyrværkeri
Der gælder særlige forsikringsregler for fyrværkeri.
Ulykkesforsikring
Hvis du kommer til skade i forbindelse med, at du har brugt ulovligt fyrværkeri, eller du ikke har fulgt sikkerhedsrådene, dækker din ulykkesforsikring ikke. Det gælder også, hvis du har brugt fyrværkeri, mens du var fuld.
Familieforsikringen og fyrværkeri
Hvis du har drukket alkohol og skader bygninger eller mennesker med fyrværkeri, dækker din families ansvarsforsikring ikke. I de fleste tilfælde må du selv betale.
Indboforsikring
I mange tilfælde vil du ikke få erstatning efter f.eks. en brand, hvis du har opbevaret mere fyrværkeri end tilladt.
Gode råd til opbevaring
– Opbevar fyrværkeriet utilgængeligt for børn.
– Læg fyrværkeriet mørkt og tørt.
– Hold fyrværkeriet væk for elektriske apparater og varmekilder som f.eks. varmeapparater.
De 5 fyrværkeriråd
1. Brug altid beskyttelsesbriller.
2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.
3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
5. Gå aldrig tilbage til en fuser.