Søren Vester: Man er nødt til at gøre noget, for at der sker noget

Søren Vesters have: Man er nødt til at gøre noget, for at der sker noget.

Søren Vester er vant til husprojekter og vi kender ham fra en række TV-programmer bl.a. Vesters Verden, I hus til halsen og Vores genbrugshjem. Lige nu er han aktuel med Vesters have.

”Jeg er jo ikke en rigtig plantemand; jeg er ikke på fornavn med latinske betegnelser for diverse planter. For mig er haven noget med størrelser og former.”

Søren Vester er uddannet i rum og møbler fra Danmarks Designskole. ”Alt hvad jeg laver er med udgangspunkt i rum”, fortæller Søren Vester. Han og familien bor på en nedlagt præstegård omkranset af en 10.000 kvm. stor grund. I programmet Vesters have på DR1 kan man følge Søren Vester, der har kastet sig ud i et af de helt store projekter. Den kæmpestore grund skal forvandles til en fantastisk have, fyldt med uderum, opholdssteder og spiselige hjørner.

”Det med at få lov til at skabe noget – at arbejde med sine hænder – det er en gave. Og især i en have. At skabe noget der går videre, det synes jeg er vanvittig fascinerende. Vi skal plante noget mere, vi skal have mere biodiversitet og tænke anderledes, når vi skal anlægge have. Det er jo en tendens i hele verden i forhold til biodiversitet og forskelligheder.” Søren Vester tager seerne med på en rejse fyldt med opfindsomhed og alternative løsninger, der skal forvandle 10.000 kvm til familiens have.

Søren Vester fra Vesters have på DR1

Test, test, test

”Jeg tør at sætte røven i klaskehøjde, griner Søren. I behøver jo ikke gøre som jeg, det er mere for at inspirere. Mange leder efter opskrifter og mål. Jeg siger tit til folk: test, tekst, test. Prøv nu selv at komme med din egen løsning.”

Novasel - Perskindol

Søren Vester flyttede for 14 år siden med familien fra København tilbage til Thise ved Limfjorden. Her var det muligt at være en del af fællesskabet i den lille by, komme tæt på familie og bedsteforældre og komme helt tæt på naturen. Og selv om præstegården ligger på landet, mangler Søren Vester ikke inspiration til sine designopgaver. ”Inspiration finder jeg også i storbyen. Lige nu er jeg i Hamburg; det er jo tættere på end København. Her oplever jeg et kultursus og besøger bl.a. parker for at blive inspireret. Her kigger jeg efter rum, og hvordan der er lavet overgange mellem planter og belægninger. Hvordan der er lavet opdelinger, materialer og hvad der virker rodet og hvad virker styret. Men jeg er lykkelig når jeg kører tilbage igen. Så er der ro på.

Ingen supermand

Søren Vester har sit eget bud på, hvorfor netop programmer som Vesters Have er populære: Jeg tror det er meget ærligt og meget med ”hands on”. Folk tænker, okay – hvis han kan så kan jeg også. Jeg er jo på ingen måde nogen supermand, men en helt almindelig dreng der hygger sig. Vi viser processen i at skabe noget i haven. Det er jo heller ikke altid tingene lykkes. Og det viser vi også. Så må man rette til og prøve igen. Man er nødt til at gøre noget, for at der sker noget.

Og det er jo det, man kan med haver. Man kan vælge et quick fix med f.eks. valmuer, eller noget der tager et par år, og så er der dem, der har forfinet haven gennem 30 år. Så bliver det virkelig lækkert.

Søren Vester i haven

Søren Vester, 42

  • Gift med Dorthe og far til to drenge
  • Uddannet designer fra Danmarks Designskole
  • Indehaver af Vesters workshop hvor han laver design, indretning, workshops og andre designløsninger. Har bl.a. indrettet restauranter som Formel B, Uformel, restaurant Palægade, Kählers spisesalon og Aarhus Central FoodMarket
  • Lige nu aktuel på DR1 med Vesters Have

LÆS OGSÅ: Anne Hjernøe og oplevelsen af at have appetit på livet.

author avatar
Jeanet Gugic

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Jøhl – Grethe