Citronkage der er dejlig nem og hurtig med en saftig konsistens.
Det er nu skønt at få serveret hjemmebag, og med denne opskrift på citronkage kan du lynhurtigt servere en friskbagt kage til kaffen eller som dessert.
Citronkagen er bagt med mandelmel, der giver lidt mere smag end almindelig hvedemel. De friske citroner giver en friskhed og syrlighed, der balancerer rigtig fint med honningen og noter fra mandelmel. Server kagen til eftermiddagskaffen eller som dessert. Se også tips i bunden af siden til hvordan, du giver et lille ekstra pift eller variation til din nye yndlingskage.
Ingredienser og opskrift:
- 200 g mandelmel
- 60 ml olivenolie
- 60 ml friskpresset citron (svarer til 2 citroner)
- 2 æg
- 60 g honning (akaciehonning er fint)
- 1 spiseske revet citronskal (brug økologisk usprøjtet citron)
- 1/2 teske bagepulver
- 1/2 teske natron
Sådan laver du den skønneste citronkage
- Bland alle ingredienser i en skål og rør det godt sammen.
- Blandingen hældes i en spring-bageform beklædt med bagepapir. (Brug en mindre bageform, ca. 15 cm i dia.)
- Bag kagen i 25 minutter i en forvarmet ovn – alm varme. Du kan evt. dække toppen de sidste 5 minutter for at forhindre at kagen bliver brændt.
Efter kagen er afkølet kan du pynte med sigtet flormelis.
Skøn svampet citronkage der er supernem at lave.
TIP
Citronkagen er dejlig “svampet”, men vil du gøre lidt ekstra ud af din servering kan du f.eks.:
- Dele kagen i 2, så du har 2 “bunde”. Fordel et lag Philadelphia pisket med flødeskum, der er smagt til med vanillesukker. Læg herefter bundene sammen.
- I stedet for flormelis kan du servere med creme fraiche eller flødeskum og bær.
Citroner – derfor er de sunde
Når du køber frugt og grønt så efter de økologiske. Det gælder specielt også for citroner, for noget af det skønne ved citroner er, at man også spiser skallen. Revet citronskal indgår i mange opskrifter, og i forhold til tanken om madspild, er det skønt at man kan bruge hele citronen i sin madlavning.
At citroner er sunde er der ingen tvivl om. De er fyldte med C-vitaminer og bioflavonider. Bioflavonider har flere gode egenskaber som f.eks. at fremme sund hud, støtter immunforsvaret, forbedrer at C-vitamin absorberes.
Læs også: Se opskrift på lækker chokolademousse.https://husoghaveavisen.dk/mad-opskrifter/opskrift-paa-chokolademousse/