Sådan giver du soveværelset en kærlig hånd

Giv soveværelset en kærlig hånd og indret både rart og mere sundt.

De fleste af os tilbringer omkring en tredjedel af døgnets timer i vores soveværelse. Derfor skal det helst være et rart og roligt rum at være i. Her får du 8 idéer til et både rart og mere sundt soveværelse.

Sådan giver du soveværelset en kærlig hånd

Gør soveværelset personligt

Tit består soveværelser kun af det absolut nødvendige, såsom seng, sengebord og møbler til opbevaring. Ganske vist er det en god idé ikke at overfylde rummet med nips og ting, så det bliver støvet, rodet og svært at finde ro i. Men hvis værelset omvendt er koldt og kedeligt, kan det også være svært at slappe af. Gør derfor en indsats for at kombinere det enkle og ordentlige med det hyggelige og personlige. Små ting kan gøre en stor forskel. Hæng fx et par billeder op, som du bliver glad af at kigge på, stil en plante i vindueskarmen eller find et flot sengetæppe.

Du kan også male en eller flere af væggene i værelset i en farve, der beroliger dig, og som passer godt til rummet. Hvis du vælger at male dit soveværelse, er det en god idé at vælge miljømærket maling. Maling med Svanemærket eller EU-Blomsten har nemlig et minimalt indhold af opløsningsmidler og ingen tungmetaller eller blødgørere, der kan skade forplantningsevnen. Desuden er der kvalitetskrav, der sikrer, at malingen rækker langt, dækker godt og er modstandsdygtig.

God ro og orden

Undgå at gøre soveværelset til et rodet resultat af tøjkriser og travle morgener. I stedet for at ende med den velkendte stol i hjørnet, overdynget med tøj, kan du gøre det til en vane at stå 10 minutter tidligere op og få styr på tingene, inden du tager hjemmefra. Læg dit tøj på plads, red sengen, luk skabet, rul gardinet op og luft ud, så du kommer hjem til et lyst og hyggeligt værelse. Oplever du, at tøjrodet ofte hober sig op, kan det være en god anledning til at få ryddet op, sorteret og smidt ud i dit tøj. Hent inspiration i denne guide til, hvordan du begrænser din garderobe.

Luft ud hver dag

Luften indenfor kan være mere forurenet end luften udenfor. Derfor skal du sørge for, at luften hyppigt bliver skiftet ud. Miljøstyrelsen anbefaler, at du sørger for gennemtræk 2 x 5 minutter hver dag. Du kan fx gøre det til en god vane at lufte ud, mens du spiser morgenmad, og lige inden sengetid, mens du børster tænder.

Gør hyppigt rent

Du tilbringer sikkert omkring en tredjedel af døgnet i dit soveværelse. Sørg derfor for at holde rummet rent, fx med en fast rengøring en gang om ugen. For når du fjerner støv, bliver rummet ikke bare renere og pænere at se på – det bliver også sundere at være i. Husk både at støvsuge gulvet og tørre støv af på sengeborde, karme og andre flader. Og brug gerne rengøringsmidler med Svanemærket eller EU-Blomsten. De skader nemlig ikke naturen, når de skylles ud, da de lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav. Desuden er de effektive og drøje i brug.

Novasel - Perskindol

Det er også en god idé at komme støvproblemerne i forkøbet ved at lukke af for dit tøj og andre ting, du opbevarer i værelset. Vælg fx et lukket klædeskab frem for et fritstående bøjlestativ, og vælg kommoder med skuffer i stedet for åbne hylder. På den måde skåner du ikke bare tøjet for støv, men også for sollys, som kan misfarve dit tøj.

Lad der være lys

Der er forskellige typer lys, der er vigtige i et soveværelse. En god læselampe er vigtig, hvis du nyder at læse en god bog, inden du sover. Dæmpet belysning er vigtig for at skabe en rolig og hyggelig atmosfære. Og et godt ovenlys er vigtigt, når du skal bruge soveværelset som prøverum og gerne vil kunne se dig selv ordentligt i spejlet. Og så er det vigtigt, at du får naturligt lys ind udefra gennem vinduet. Det er derfor en god idé at bruge noget energi på at vælge de rigtige lyskilder til soveværelset. Når det kommer til hyggelysene, er det en god idé at erstatte stearinlys med LED-lys i soveværelset, da de er bedre for indeklimaet.

Tag ikke elektronikken med i seng

Er du en af dem, der tager mobilen med i seng og lader den ligge til opladning på natbordet? Så overvej, om en god bog, din kæreste og et vækkeur på natbordet måske vil kunne putte og vække dig lige så godt som mobilen. På samme måde bør du undgå at tage computeren med i seng. Når du slukker elektronik, sparer du ikke bare på elregningen og din klimabelastning. Du sikrer også et bedre indeklima, da elektronik især frigiver kemikalier til omgivelserne, når det er tændt. Samtidig viser flere undersøgelser, at brug af elektronik lige før sengetid forstyrrer søvn og døgnrytme.

Miljømærk dit soveværelse

Der er mange muligheder for at vælge produkter med Svanemærket eller EU-Blomsten, når du skal indrette dit soveværelse – du kan bl.a. få senge, madrasser, dyner og sengetøj. Der er også mange gode grunde til at se efter miljømærkerne. Eksempelvis lever madrasser med EU-Blomsten op til strenge krav til brug af stoffer, der kan skade miljø og sundhed. Det betyder, at madrasserne ikke indeholder farvestoffer, som, man ved, kan være kræftfremkaldende, mutagene, skadelige for reproduktionen eller allergifremkaldende. Et svanemærket møbel er ligeledes et bedre valg for både miljøet og dig. De er nemlig være lavet af lovligt træ, og det kan spores, hvor træet kommer fra, ligesom en høj andel af træet er fra certificeret bæredygtigt skovbrug. Der er også skrappe krav til brug af skadelige stoffer, hvilket bl.a. er godt for dit indeklima.

Vask sengetøj, dyner og puder

Du ligger i din seng i mange timer hver nat, og det bliver til mange timer om ugen. Det betyder, at dit sengetøj i dagevis udsættes for bl.a. sved, snavs og døde hudceller, som er guf for husstøvmider. Kombinationen af forskelligt skidt og snavs og det fugtige miljø, der opstår, når du sover, giver desuden bakterier rig mulighed for at udvikle sig. Skift derfor sengetøj ofte – cirka hver anden uge. Hvis du sveder meget eller har været syg, bør du gøre det hyppigere. Du kan eventuelt gøre det lidt sjældnere, hvis du går i bad om aftenen. Husk også at vaske selve dynen og puden 3-4 gange årligt.

Sådan giver du soveværelset en kærlig hånd – og gør det både rart og mere sundt at opholde sig i.

Kilde: Ecolabel

Vil du vide mere om luftrensende planter – se her.

author avatar
Bjarne Stæhr

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

[yikes-mailchimp form=”1″]

Jøhl – Grethe