Vil du have en mere bæredygtig jul har Danmarks Naturfredningsforening 9 tips til en bæredygtig jul.
Ring julen ind med bæredygtig stil. Gå efter et Ø-mærket juletræ, byt dig til unikke julegavefund og prøv måske endda en vegetarisk julemiddag.
Bæredygtige gaver, bæredygtig indpakning, bæredygtig julemad. Ja der er nok at tage fat på. Heldigvis er den bæredygtige jul forholdsvis simpel at give sig i kast med.
Vi har her udvalgt ni tips, der relativt simpelt kan forvandle din jul til en mere bæredygtig en. Det er både godt for samvittigheden og ikke mindst for naturen, miljøet og klimaet.
Bæredygtig jul
- Køb øko juletræ
- Køb økologisk mad
- Undgå madspil
- Husk genbrug både i forhold til gaver og julepynt
- Giv naturoplevelser i gave
- Lav bæredygtig indpakning
- Sorter dit affald
- Brug bæredygtige julelys
Bæredygtigt juletræ
Køb kun et juletræ, hvis det er vigtigt for julehyggen hos jer. Juletræsplantager er ikke natur, men landbrug, og der er et højt forbrug af kemi sammenlignet med andre skove.
Skal du have et juletræ, så vælg et økologisk træ. Og hvis du ikke kan få fat i et økologisk træ, bør du vælge en rødgran. Rødgran vokser nemlig naturligt på vores breddegrader, og derfor kræver det mindre kemi i form af sprøjtegift at dyrke.
Efter juleaften kan du lægge juletræet i et hjørne af haven til glæde for fugle, pindsvin og insekter.
Find godt tips til hvordan du udnytter dit juletræ efter jul – HER.
Du kan også bruge grenene fra juletræet rundt om planter, der er følsomme over for frost. Nålene fra juletræet kan også blandes i jorden i surbundsbed/altankasser. Har du ikke en have, så aflever juletræet til haveaffald.
Bæredygtig og grønnere julemad
Hvis du vil servere en mere bæredygtig julemiddag, så skal du først og fremmest vælge økologisk. Hermed sikrer du, at maden ikke bliver sprøjtet med gift. Det er både godt for dig, naturen og drikkevandet.
Vil du gå hele vejen med bæredygtighed, så kan du servere vegetarisk eller vegansk julemad.
Det kan også være en glimrende ide at portionsanrette julemaden. Corona har betydet et farvel til de store bufféer, som også ofte er forbundet med meget madspild. Undersøgelser viser, at der er langt mindre madspild forbundet med portionsanrettet mad end med buffeter.
Genbrug er bæredygtigt
På gavefronten kan du også være bæredygtig. Overalt i landet findes der skjulte skatte på byttemarkeder, loppemarkeder og i genbrugsbutikker.
I disse coronatider kan du sagtens finde lækre genbrugsfund på nettet og dermed være bæredygtig hjemme fra stuen.
Har du helt små børn, så kan du også gemme noget af deres legetøj og give det på ny. Det er slet ikke sikkert, at de kan huske legetøjet, og hvis de kan, så er gensynsglæden sikkert stort.
Lav bæredygtigt julepynt
Genbrug dine tidligere juledekorationer og giv dem nyt liv med fund fra naturen. På den måde bliver dit julepynt mere bæredygtigt.
Der er absolut ingen grund til at købe grankogler, glimmer og gran ind til juledekorationerne. Du kan nemlig sagtens bruge gamle juledekorationer og ting fra naturen.
En gammel hovedregel lyder, at du i naturen må tage, hvad der kan være i din hat. I dag betyder det bærepose. Så gå endelig på jagt efter nedfaldne grankogler, tomme sneglehuse og flotte skinnende skaller eller sten.
Årets grønneste julegave!
Giv et års medlemskab af Danmarks Naturfredningsforening til en, der holder af naturen. Vælg mellem gaveæske med julepynt og -kort eller et digitalt medlemskab med flot bevis.
Giv bæredygtige julegaver
Giv en naturoplevelse i julegave. De fleste børn vil elske en tur i naturen med skumfiduser og pandekager over bål, varm kakao, ro og nærvær.
En tur ud og fiske, sejle i kano eller træklatring er bare nogle af de oplevelser, som børn vil elske og huske – måske endnu mere end en action-figur. Og så er ture i det fri tilmed også ofte mere bæredygtigt end et stykke plastik-legetøj.
En af de positive effekter af corona er, at flere har fået øjnene op for den danske natur, så hvorfor ikke også give naturoplevelser i julegave.
Sørg for pakke dine gaver bæredygtigt ind
Undgå at købe gavepapir. Pak i stedet dine gaver ind på bæredygtig vis.
En undersøgelse fra Affaldplus viser, at vi danskere bruger 825 ton gavepapir hver evig eneste jul. Det svarer til 77.600 ton vand og hele 890 ton træ.
Brug i stedet genanvendelige materialer som tørklæder. Eller lav genbrugelige gaveæsker, hvor du fx pynter gamle skotøjsæsker. Du kan også pakke dine gaver ind i gamle aviser eller blade.
Har du ikke overskud til det, så sørg for at købe certificeret gavepapir eksempelvis Svanemærket.
Sorter dit affald bæredygtigt
Indpakning og madrester generer meget affald i juletiden. Derfor er det super vigtigt, at affaldet bliver sorteret korrekt. Det er nemlig mest bæredygtigt.
Rigtig sorteret affald kan nemlig genanvendes. Tal fra DTU viser eksempelvis, at et kilo plastic belaster med 2,1 kg CO2 hvorimod genanvendt plastik kun belaster med 1,3 kg CO2.
Brug bæredygtige julelys
For mange er julen lig med julelys. Men faktisk er levende lys ikke særlig bæredygtigt. De er nemlig med til at skabe dårlig indeklima, partikelforurening og så er det dårligt for klimaet, når der bliver produceret nye lys.
Du kan derfor være mere bæredygtig, hvis du vælger LED-lys.
Kan du ikke undvære de levende lys, så find mere bæredygtige slags. F.eks. kan du købe svanemærkede lys eller lys, der er lavet af bivoks.
LÆS OGSÅ: Få en magisk jul med blomster.