Undgå indbrud mens du holder ferie

Undgå indbrud mens du holder ferie ved at tage enkle forholdsregler.

Det er sommerferietid og mange skal i sommerhus eller ud at rejse. Se her hvordan du let kan sikre dit hjem og undgå indbrud, mens du slapper af et andet sted.

Selv om du har sikret dit hus med alarm og godkendt lås, er der små justeringer du kan gøre, inden du tager afsted for at slappe af og nyde sommerferien. I bund og grund handler det om, at det skal se ud, som om du stadig er hjemme.

Det skal se beboeligt ud

De fleste holder af at komme hjem til et ryddeligt hjem, men du bør tænke over, at dit hjem også skal se beboeligt ud. Lad derfor løbehjulet ligge i haven og lad et par kaffekopper stå på sofabordet. Små ting der vidner om liv i huset.

Installer lyskilder

Bevægelsessensorer på lyset i carporten og ved indgangspartiet kan have en afskrækkende effekt. Indendøre kan du bruge tænd- og slukure i de forskellige rum. Indstil urene til at tænde lyset på forskellige tidspunkter, så det ligner, der er liv i huset.

Træk gardinerne fra

Nedrullede persienner og sammenlukkede gardiner ved højlys dag vidner om, at der ikke er nogen i huset, så rul dem op, så det ser ud som om, du er hjemme.

Undgå opdateringer på Facebook

På Facebook og andre sociale medier lægges bl.a. skønne feriebilleder med angivelse af, hvor vi opholder os. Det gør det virkelig nemt for tyvene, og du kan benytte dig af muligheden for at gøre din profil privat i stedet for offentlig.

Novasel - Perskindol

Omdiriger posten

En postkasse der bugner kan være tegn på, at familien er rejst. Du kan enten omdirigere din post og sætte avisabonnementet i bero, eller få en nabo til at tømme postkassen, mens du er væk.

Fjern haveredskaber

Prøv at tænke som en tyv, når du vil sikre dit hus. Tyvene elsker huse, der er let tilgængelige. Derfor bør du sørge for, at stiger, haveredskaber og værktøj, der kan bruges til at brække vinduer og døre op med, er fjernet.

Luk dørene i boligen

Måske du tænker at åbne døre i boligen giver lidt luftcirkulation, mens du er væk. De åbne døre gør det lettere at kigge ind i og gennem huset. Hvis dørene er lukkede, ved man ikke, om der er en person i rummet, og det gør dit hjem mindre attraktivt.

Parkering i indkørslen

Hvis du er på bilferie, kan du alliere dig med din nabo og få vedkommende til at parkere sin bil i din indkørsel, så der ser beboeligt ud. Hvis du alligevel har allieret dig med naboen, kan du også aftale, at naboen slår græsset i din forhave, mens du er væk, så det ikke ser så uberørt ud.

Fjern afskårne blomster og stearinlys

Visne blomster og stearinlys, der er smeltet i varmen, vidner om, at der i en længere periode ikke har været nogen i hjemmet, så inden du tager afsted, bør du fjerne stearinlys fra vinduerne og smide buketterne ud.

Gem de dyre ting

Tyvene går – selvfølgelig – efter hjem med dyre ting. Selv om øvelsen er at få hjemmet til at se beboeligt ud, så sørg for at gemme den bærbare computer og dine smykker væk, så det ikke frister udefra.

author avatar
Jeanet Gugic

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

[yikes-mailchimp form=”1″]

Jøhl – Grethe