Vidste du det – om Mortens aften
Menuen står traditionelt i mange danske hjem på andesteg den 10. november, hvor det er Mortens aften.
Men ved du hvem Morten var? Og hvorfor spiser vi andesteg?
Morten Bisp hed Martin
10. november er Mortens aften, men hvem var Morten – eller Morten Bisp som han også kaldes. Vidste du, at Morten hed Martin og angiveligt var søn af en romersk tribun? Navnet Morten var en fordanskning af navnet Martin.
Formentlig omkring år 316 blev Martin født som søn af en romersk tribun. Som 15-årig gik han ind i den romerske hær, og tjente i den galliske garde. Som 18-årig blev han døbt og forlod hæren, for at missionere i Illyrien. Han grundlagde sit første kloster i Gallien i 361 og udstrakte sit missionsfelt til også at omfatte egnene ved Donau. Martin blev udnævnt til biskop i Tours, og døde i november 397 på en missionsrejse. I 659 blev han ophøjet til helgen, i øvrigt den første, der ikke også samtidigt var martyr.
Legender om Sankt Martin
Der findes en lang række legender om Sankt Martin. Bl.a. at han kunne helbrede syge og havde et stort hjerte.
Den mest berømte legende er dog nok den, der handler om, hvordan han af ydmyghed gemte sig i en gåsesti for ikke at blive valgt til biskop. Gæssene skræppede op og afslørede Martin, der blev valgt til Biskop af Tours. Angiveligt dekreterede han herefter, at man hvert år skulle dræbe og spise gæs.
Da en gås imidlertid er et både temmelig stort og dyrt måltid, er den her til lands erstattet af and. Dermed blev andesteg en tradition til Mortens aften den 10. november.
Kilde: historie–online.dk, Dansk historisk Fællesråd