Vidste du, at der er ting du skal være opmærksom på, når du køber en bolig med brændeovn? Skal du skrotte eller skifte brændeovnen kan du læse mere om her.
Når du køber en bolig med brændeovn
Når du køber en bolig med brændeovn er der visse ting du skal være opmærksom på.
Tjek din brændeovn, når du køber bolig
En gammel brændeovn forurener op til fem gange så meget som en moderne ovn. Jo mere moderne en model, jo bedre er det for miljøet og også for din sundhed.
Derfor er du som boligkøber pr. 1. august 2021 forpligtet til at oplyse, om der står en brændeovn eller en pejseindsats i den bolig, du har købt.
Indberetning af oplysningen skal ske i forbindelse med tinglysningen af skødet. Den skal ske digitalt via www.tinglysning.dk. Efter tinglysningen modtager du et brev fra Miljøstyrelsen i e-boks. Brevet indeholder yderligere information om mulighederne for at dokumentere ovnens alder og fristen for at gøre dette.
Skift eller skrot en gammel ovn?
Hvis ovnen er produceret før 2003, bliver det lovpligtigt fra den 1. august 2021 at skifte eller skrotte brændeovnen eller pejseindsatsen. Det skal ske senest 12 måneder efter, du har overtaget boligen. Og du skal have indberettet dette digitalt til Miljøstyrelsen via det brev, du modtager med Digital Post.
Der er en række undtagelser fra dette krav, som du kan læse om længere nede på siden.
I alt findes ca. 700.000 brændeovne i Danmark. Ca. 260.000 af dem skønnes at være produceret før 2003.
Bemærk i øvrigt, at skrotningspuljen er opbrugt, og det derfor ikke længere er muligt at søge om skrotningspræmie.
Disse brændeovne er ikke omfattet af ordningen
Ejerskifteordningen gælder for ”visse fyringsanlæg til fast brændsel under 1 MW i form af brændeovne og pejseindsatse”. En række såkaldte fyringsanlæg er undtaget ejerskifteordningen. Dette gør sig gældende for:
- Antikke brændeovne produceret før 1920
- Brændekedler
- Brændeovne og pejseindsatse i fredede bygninger
- Brændekomfurer opbygget på stedet
- Indmurede pejseindsatse, hvor udskiftning eller nedlæggelse kræver væsentlige konstruktionsmæssige ændringer omkring fyringsanlægget
- Halmfyr
- Kakkelovne
- Masseovne
- Pillefyr
- Åbne ildsteder/pejse
Disse ejerskifter er ikke omfattet af ordningen
En række ejerskifter er undtaget ordningen. Du skal derfor ikke skifte din brændeovn eller pejseindsats ud, hvis:
- Ejerskiftet sker fordi din ægtefælle er død, og at du derefter vil sidde i et uskiftet bo
- Ejerskiftet sker ved, at din ægtefælle køber boligen ved skilsmisse
- Ejerskiftet sker ved, at du sælger din del af boligen til en anden tinglyst medejer
- Ejerskifte, hvor du sælger din kolonihave eller din andelsbolig
- Ejerskifte, hvor boligkøber er en juridisk person (f.eks. et aktieselskab (A/S), et anpartsselskab (ApS), et interessentskab (I/S) eller en forening, en fond eller en stiftelse).
Hvis du ikke kender alderen på brændeovnen
Kender du ikke alderen på din brændeovn, kan du få hjælp af skorstensfejeren. Skorstensfejeren kan formentlig hjælpe med at fastslå brændeovnens produktionsår. Det er selvfølgelig også en oplagt mulighed, at sælger kan være behjælpelig med denne information.
Undersøg brændeovnen
Det kan imidlertid være udfordrende at fastslå brændeovnens alder. Specielt hvis den er fra før 2008. I 2008 blev nemlig indført et krav om de såkaldte prøvningsattester for alle nye brændeovne.
På visse modeller finder du oplysninger om produktionsåret bag på brændeovnen. Hvis du kan se et mærke på din brændeovn, kan du eventuelt søge hjælp til oplysninger hos en brændeovnsforhandler.
I tilfælde af at det ikke er muligt at aldersbestemme brændeovnen, skaql man indsende en erklæring om vurdering af produktionsåret der er underskrevet af skorstensfejeren. Senest 6 måneder efter overtagelse af boligen skal erklæringen være indsendt. Dokumentation sendes til Miljøstyrelsen.
Se her hvordan du kan finde alderen på din brændeovn eller pejseindsats.
Du kan se de regler for brændeovne der trådte i kraft 1. august 2021 her.
Når du sælger en bolig med brændeovn
Det er købers forpligtelse i forhold til at skrotte eller skifte brændeovn. Som sælger kan du imidlertid hjælpe til med at fremskaffe de rigtige dokumenter.
Har du en brændeovn, har du måske også en prøvningsattest. Du har faktisk pligt til at opbevare prøvningsattesten i 10 år efter køb.
Forpligtelsen til at skifte eller skrotte ligger hos køber. Du kan som sælger stadig spille en stor rolle, hvis du finder de rigtige dokumenter til køber.
Du kan være køber behjælpelig ved at finde ét eller flere af følgende dokumenter:
- En kvittering på brændeovnen eller
- En erklæring om vurdering af produktionsåret fra en fagperson eller
- En prøvningsattest, der fulgte med brændeovnen eller
- En overensstemmelsesvurdering fra producenten eller
- Dokumentation for svanemærkning af brændeovnen. Hvis den er svanemærket, er den tidligst fra 2004.
Kilde: brændefyringsportalen.dk
Skal du skrotte eller skifte brændeovnen – det kan du læse mere om her.