Henrik Koefoed: Min første rolle krævede en tilladelse

Henrik Koefoed med hindbær

Hvis Henrik Koefoed som ung mand havde en plan, så var det at blive musiker. Han gik på konservatoriet, og det gik godt. Indtil han dumpede efter to år. ”Jeg var nok mere socialt disponeret, så jeg glemte at øve mig”.

Henrik Koefoed fanget i teaterverdenen

Som det ofte går i livet, kan små tilfældigheder få stor betydning. En måned forinden var Henrik Koefoed blevet involveret i Aalborg teater. De havde de søgt en statist, der kunne synge. Her mødte den unge Koefoed en masse nye mennesker og en ny verden. Teaterverdenen. 

På teatret indledte Henrik Koefoed et samarbejde med en ung skuespillerinde – Karen-Lise Mynster. Hun skulle akkompagneres af en, der kunne spille klaver. ”Så var jeg fanget i den verden”, fortæller Henrik Koefoed, der fik undervisning af Karen-Lise Mynster i dramatik. Henrik søgte herefter ind på teaterskolen og blev uddannet fra Statens Teaterskole i 1980.

Med tilladelse fra rektor

Inden Henrik Koefoed var færdiguddannet fra Statens Teaterskole, havde han allerede sin første rolle – en filmrolle. Efter at have spillet med Karen-Lise Mynster til en Bodil fest, blev han kontaktet af filminstruktør Edward Flemming. Edward Flemming ønskede Henrik Koefoed til en rolle i filmen Rend mig i traditionerne. Men det krævede en tilladelse fra Statens Teaterskoles rektor, da optagelserne ikke måtte gå ud over skolen. Derfor startede optagelserne kl. 4 om morgenen. ”Det var jo ikke så slemt for mig” husker Henrik Koefoed, ”men måske for de ældre skuespillere som Bodil Kjer”.

Herefter er det gået slag i slag for den folkekære skuespiller. Han var i starten af karrieren tilknyttet Folketeateret og Det kgl. Teater. Her var lagt et repertoire, hvor Henrik Koefoed har spillet rigtig mange gode roller. Og han ærgrer sig ikke over roller, han ikke er blevet tilbudt.

Novasel - Perskindol

En smule udfordret

Til gengæld husker han tilbage på en rolle, han oplevede som noget udfordrende. Nogle år efter Henrik var færdiguddannet, medvirkede han i et stykke på Det kgl. Teater af Lars Norén. Her havde Henrik rollen som lillebroren i familien, han kommer ned i køkkenet efter at have druknet en rotte i en spand: ”så står jeg og kigger mig selv i spejlet i ruden og ruller min tissemand ind mellem lårene for at komme til at ligne en kvinde…, det syntes jeg var en smule udfordrende”, fortæller en grinende Henrik Koefoed.

Fra barbershopsange til Ørkenens sønner

Henrik Koefoed og Ørkenens sønner
Ørkenens sønner tager på ny turne der starter i 2023.

Vi er mange, der også forbinder Henrik Koefoed med Ørkenens sønner. Første gang vi hører om Ørkenens sønner er i 1991. ”Det startede med, at vi bare sang lidt flerstemmigt inde på teatret. Vi øvede nogle barbershopsange i de lange pauser, der var. Vi var Søren Pilmark, Flemming Enevold og mig – Asger Reher kom også ind nogle aftener”.

”Efter et halvt år fandt vi ud af, at det kunne være sjovt at optræde med det. Men der er jo ikke nogen der gider høre barbershopsange en hel aften, så vi lavede noget ballade og nogle sketches. Og så fik vi stykket 1 times underholdning sammen med gak, musik og sketches. Der var jeg for øvrigt den usynlige mands søn. Og fordi han troede han var usynlig, så kunne han godt tage al tøjet af! Men det var han jo så ikke”.

Fingeren på pølsen

Ørkenens sønner består af Søren Pilmark, Asger Reher, Niels Olsen og Henrik Koefoed. Siden starten i 1991 har man kunne grine sig gennem et nyt show hvert 3-4 år. Næste gang du kan opleve Ørkenens sønner er allerede i år, når de har premiere den 2. november med showet ”Fingeren på pølsen”. Denne gang er der planlagt 70 shows rundt om i landet, hvoraf flere allerede er udsolgt.

Det fantastisk publikum

”Vi har et helt fantastisk publikum” fortæller Henrik. ”På vores facebook side er der mere end 200.000 følgere. Når vi afslører, at vi laver nyt show, så kommer der virkelig gang i skriverierne.  Det er sjovt at følge med i. Under corona, da alt blev lukket ned, måtte vi f.eks. rykke et show i Aalborg 5 gange. 90% valgte at beholde billetterne i stedet for at få penge tilbage. Det er fantastisk at opleve”.

Forberedelserne til ”Fingeren på pølsen” tager for alvor fat her i august, og Henrik lover at det ikke bliver kedeligt. ”Vi har ikke et færdigt manuskript, når vi mødes, men der er en masse at tage fat på og mange sjove referencer. De fire Ørkenens sønner inspirerer og supplerer hinanden, så det ender ud i et underholdende og sjovt show. ”Nogle gange har man helt ondt i kæberne af at grine, når man kører hjem fra prøver”.

Henrik Koefoed og Ørkenens sønner
Det er ikke kedeligt når Ørkenens sønner forbereder sig til nyt show.

Haven er terapeutisk for Henrik Koefoed

Hvordan slapper man så af, når humor også er et arbejde med alvor og seriøsitet. ”Min kone er god til at sætte mig i gang med at grave og flytte sten i haven”, fortæller Henrik. Parret flyttede til ny bolig for 1 ½ år siden. Her viste det sig, at haven var et vildnis, men det kom der heldigvis styr på. ”Vi har flyttet nogle gamle rhododendron, gravet dem op og rykket rundt i haven. Det viste sig også, at der stod nogle meget triste roser inde i en masse krims-krams. Min kone er meget glad for roser, så dem fik vi flyttet, så de fik lys, og nu har de blomstret så flot. Jeg nyder også, at jeg næsten har fået et helt hindbærhegn. Jeg fik fire små buske af min bror sidste år, og i år har det vrimlet med hindbær. Vi har fået mange bærbuske og frugttræer, og jeg nyder at kunne plukke fra min egen have. Det er faktisk helt terapeutisk og afslappende for mig at arbejde i haven”.

  • Henrik Koefoed, 67 år (f. 25. november 1955)
  • Gift med Helle Rosenørn, 2 voksne børn, 3 børnebørn
  • Bor i Gentofte
  • Uddannet skuespiller fra Statens teaterskole
  • Har været tilknyttet bl.a. Det kgl. Teater og Folketeatret
  • Ridder af Dannebrog
  • Modtog Årets Dirch 2019 (årets revykunstner)
  • Medvirket i utallige film, serier og revyer samt dubbing til tegnefilm
  • Ørkenens sønner siden 1991
Henrik Koefoed som H.C. Andersen
Henrik Koefoed som H.C. Andersen.
author avatar
Jeanet Gugic

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

[yikes-mailchimp form=”1″]

Jøhl – Grethe