Eddie Skoller: Den velopdragne gadedreng

Eddie Skoller er kendt som underholdende musikalsk entertainer med en lang karriere – også i udlandet. Med en baggrund som civiløkonom har den disciplin også påvirket hans kunstneriske virke.

Du har haft en meget spændende og lang karriere som entertainer, og har optrådt flere steder rundt om i verden. Er der et sted eller nogle personer, der står særlig tydeligt i hukommelsen?

Jeg har været så privilegeret, at jeg har optrådt på alle kontinenter og vel at mærke – ud over mine egne turnéer i Fjerne Østen, Australien og USA i alle tilfælde er blevet engageret til optrædener, hvor jeg ikke har behøvet at bosætte mig i udlandet. Jeg har kunne vende tilbage til min familie, venner og trygheden i Danmark. Det er vanskeligt at pege på et enkelt sted eller personer – for der har været så mange gennem årene.

Du har beskrevet, hvordan du i dine jobs – både hos Danfoss og hos Bladkompagniet skrev sange og fandt arbejdet kedeligt som civiløkonom. Hvad var det der tændte drømmen om at synge, spille og underholde?

Allerede som stor dreng begyndte jeg at drømme om at blive entertainer ligesom mine favoritter Victor Borge og Danny Kaye.

Derfor var det noget af det største for mig, da jeg i 1989 i en times show for svensk og dansk TV havde Victor Borge som min eneste gæst. Danny Kaye har jeg også haft glæden at møde. Og til og med optrådt for med en sang han gjorde til et hit i filmen ’Wonderful Copenhagen’ – ’The Ugly Duckling’.

Er der noget i din karriere du ville gøre om eller ville have valgt anderledes?

Jeg ville nok ha’ forsøgt at insistere på at starte tidligere end jeg gjorde, i stedet for først at blive civiløkonom. Men på den anden side har studiet givet mig en disciplin, som jeg givetvis har haft glæde af i mit kunstneriske virke. Mange tror, at det at lave musik og tekster er et spørgsmål om en sød pige på knæet, et godt glas rødvin i måneskin i venten på den hellige inspiration. Men virkeligheden er en anden. Det er som oftest hårdt arbejde til langt ud på natten med sort kaffe og ’om og om igen’, til det begynder at ligne noget…

Jeg har haft mine chancer for at starte en karriere i USA, som Victor Borge mange gange opfordrede mig til. Men jeg har fravalgt dem ud fra behovet for tryghed og ud fra, at man alligevel kun kan spise sig mæt tre gange dagligt. Sagt på en anden måde: Man kan også købe guld for dyrt!

Du har beskrevet dig selv som ”en velopdragen gadedreng” – passer det på din uddannelse som civiløkonom og din karriere som entertainer? (er du mest velopdragen eller gadedreng?)

Jeg tror det bedst kan beskrives ved hjælp af en figur, jeg har brugt meget igennem årene – Hugo. Han er en gadedreng og siger ting, jeg nok selv ville være for velopdragen til at sige. På den måde er han nok blevet mit alter ego, hvor jeg får luft for min indre gadedreng! Men mest er jeg nok den velopdragne. Også fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi opfører os ordentligt og med respekt overfor hinanden.

Har du et område eller sted i Gentofte hvor du bor, som du holder særligt af?

Det må nok blive Klampenborg Galopbane, hvor jeg elskede at komme som barn.

Hvad er det med dig og heste?

Siden jeg var barn har jeg altid været fascineret af heste og ridning. Da jeg var 10 år, begyndte jeg at komme på galopbanen. Jeg kendte hestene og trænerne og jockeyerne og tjente ofte en ekstra skilling ved at gi’ hesteejerne tips om hvilke heste, der ville afgøre løbene. Da jeg var 12-14 år begyndte jeg at ride morgentræning, som det hedder, når man træner hestene, enten ved ture i skoven eller ved galop på sandbanen, der ligger indenfor græsbanen på galopbanen. Jeg var så bidt af det, at jeg nogle gange overnattede i stalden – hos hestene! Jeg holdt på et tidspunkt – om ikke op med at spise, men prøvede at veje så lidt som muligt, fordi jeg ville være jockey. Heldigvis lykkedes det ikke, men da jeg som voksen flyttede tilbage tæt på banen, lå det lige til højrebenet at forsøge mig som hesteejer. Kronen på det værk blev Ready Eddie, som jeg ejede sammen med opdrætter og træner.

Ready Eddie var en fantastisk hest

Ready Eddie var en fantastisk hest, der som en af de meget få kunne løbe sine egne udgifter hjem i pengepræmier. Han vandt det største 4 års løb for skandinavisk opdrættede heste – Breeders Cup.

Desværre holdt benene ikke – og da han var 6 år, måtte vi ta’ ham ud af træning – og jeg overtog ham som ridehest. Det blev til mange dejlige skovture, oftest sammen med min gamle ven Bent Fabricius-Bjerre. Men hvor Bents hest i virkeligheden næsten lige så godt kunne ha’ siddet på en karrusel på Bakken, så rolig som den var, så var Ready Eddie som på Duracell batterier. Den ville bare derudaf for enhver pris. Man ka’ roligt sige, at jeg fik min sag for, men dejligt var det.

Efter 2 år som ridehest fik Ready Eddie desværre ringfod. Det betyder gigt i hovleddet og mistede al lyst til at løbe. Han havde fortjent et otium på en fold. Men selv det ville ikke gøre ham glad, da han ikke havde lyst til at udnytte folden pga. sin dårlige hov. Det endte med, at han på anbefaling af dyrlægen måtte ’slåes ned’. Det kalder man det, når man sender en hest til de evige jagtmarker. Jeg var selv tilstede og beroligede ham og alt gik som det skulle. Men det var en sort dag for mig. Siden da har jeg ikke redet regelmæssigt.

Dog kan man heller nå det hele og tennis, som jeg spiller 4 gange ugentligt fylder meget i mit liv. Både som dejlig sport og socialt samvær. Nogle af mine bedste venner er mine tennisvenner.

I din erindringsbog ”Det er næsten som at ha’ været der selv” beskriver du, at du har mange venner. Hvad gør dig til en god ven, og hvad betyder et godt venskab for dig?

En god ven er én, der er der både i med- og modgang.
Venskaber for mig er noget af det vigtigste i mit liv. Ligesom med et ægteskab mener jeg- Man skal arbejde med venskaber og passe på hinanden.