Bekæmp ukrudt mellem fliser og i belægninger

Ukrudt mellem fliser
Ukrudt har det med at komme op mellem fliserne. Se her hvordan du kommer af med ukrudtet.

Ukrudt mellem fliserne på terrasse og i indkørsel kan bekæmpes med en stiv kost og en fugerenser. En ukrudtsbrænder gør arbejdet lettere på store arealer.

Hvorfor bekæmpe ukrudt mellem fliser og i belægninger?

Mange danskere synes, at ukrudt mellem fliserne får have eller indkørsel til at se uordentlig ud, men der er også en anden god grund til at fjerne ukrudt mellem fliser og i belægninger.

Forskningscentret Skov og Landskab anslår, at et almindeligt fortov, som ikke bliver renset for ukrudt, skal lægges om 10 år tidligere end et fortov, hvor der bliver bekæmpet ukrudt.

Ukrudt med kraftige rødder kan med tiden få fliserne til at ligge skævt. Ukrudt kan også gøre fugen utæt, så der kan trænge vand igennem ned til det bærende lag af stabilgrus under fliserne.

Vandet kan vaske det stabiliserende lag væk, og det vil få fliserne til at synke og blive ujævne. Også belægninger af grus, perlesten, knust granit, stenmel m.m. kan tage skade, hvis du ikke fjerner ukrudt.

Hvordan bekæmper du ukrudt mellem fliser på terrasse og i indkørsel?

Der er flere forskellige metoder at vælge imellem, når du skal bekæmpe græs, mos og ukrudt som skvalderkål og padderokker mellem fliser.

Novasel - Perskindol

Hvilken metode du skal vælge, afhænger bl.a. af, hvor stort et areal med fliser du skal behandle.

Metoderne er:

  • Fejning med stiv kost
  • Lugning med fugerenser, en kniv på en pind – eller en stålbørste på et skaft
  • Ukrudtsbrænder
  • Sprøjtemidler

Fejning med stiv kost

Du kan forebygge ukrudt i fugerne mellem fliserne, hvis du fejer fliserne med en stiv kost en gang hver eller hver anden uge. Dermed forhindrer du ukrudtet i at vokse fast i fugerne, og du undgår også, at der samler sig jord og andet skidt i fugerne, som ukrudtet kan vokse i.

Fejning kan også bruges som ukrudtsbekæmpelse, hvis ukrudtet ikke har vokset sig alt for godt fast i fugen. Når du fejer, fjerner du noget af ukrudtsplanten og beskadiger samtidig bladene, så planten dør. Den bedste effekt opnår du, hvis du fejer i tørt vejr.

Husk, at der over tid måske er behov for at få fyldt fugerne op igen med fugesand.

Almindelig færdsel på stier, terrasser og indkørsel vil også medvirke til at holde ukrudtet nede.

Lugning med fugerenser

Ukrudt, som allerede har sat sig fast i fugerne, kan fjernes med en køkkenkniv eller en fugerenser. En fugerenser har et smalt metalskær, som kan gå ned i fugen og skære ukrudtet fri, så du kan trække det op. Nogle fugerensere har et langt skaft, så du ikke behøver at ligge på knæ for at rense fugerne.

En anden type fugerenser er en stålbørste på et skaft. Stålbørsten er spidset til, så den passer ned i både brede og smalle fuger. Det er nemt at fjerne ukrudtet med børsten. Især, når ukrudtet ikke er for højt.

Det er bedst at luge, når fugerne er fugtige.

Noget ukrudt kan relativt let trækkes op med fingrene, især, hvis jorden er fugtig.

Ukrudtsbrænder

Hvis du har store arealer med fliser, kan du købe en ukrudtsbrænder. Det vil lette lugearbejdet, men vær opmærksom på, at det ikke er en mirakelkur. Belægningen skal behandles mange gange på en sæson, hvis ukrudtet skal holdes helt væk.

Ifølge Beredskabsstyrelsen var ukrudtsbrændere i 2017 skyld i mindst 286 brande, og hvert år kommer mennesker til skade efter, at de har anvendt en ukrudtsbrænder forkert. Derfor er det vigtigt, at du overholder de retningslinjer, der er for, hvordan man anvender en ukrudtsbrænder.

Du kan også hælde kogende vand på ukrudtet, men den metode kan kun anbefales til mindre arealer tæt ved boligen. Du kan evt. anvende det kogende vand fra kartoflerne. Du skal være opmærksom på, at salt kan skade betonfliser.

Sprøjtemidler

Sprøjtemidler virker også på ukrudt mellem fliser, men af hensyn til miljøet og grundvandet bør du undgå at bruge sprøjtemidler i din have.

Der blev i 2016 solgt ca. 20 ton sprøjtemidler til private. Sprøjtemidlerne kan sive gennem jorden og ende i grundvandet.

Der er fundet rester af sprøjtemidler i mange af de prøver, der er blevet taget af grundvandet, og i en del tilfælde har det være nødvendigt at lukke drikkevandsboringer.

Hvis du alligevel vælger at anvende et ukrudtsmiddel, bør du behandle hver enkelt plante hver for sig i stedet for at sprøjte midlet ud over et større område.

Kilde: Bolius

Se også her, hvordan du får din flisebelægning pæn og fri for flisepest.

author avatar
Bjarne Stæhr

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

[yikes-mailchimp form=”1″]

Jøhl – Grethe