Havens Dag 2020 er den 13. september – overskriften er ”Lad haven ånde”
En have til planter, insekter, dyr og mennesker
En frodig have med store planter øger havens evne til at ånde. Den livsnødvendige fotosyntese, hvor CO2 omdannes til ilt og kulstof (samt energi) sker hver gang der findes en celle med grønkorn. Antallet af celler, der kan hjælpe med at ånde øges i takt med, at der plantes flere og flere planter. Kraftige og hurtigtvoksende stauder, frugttræer og frugtbuske, rosenbuske, slyngende klematis, sommerblomster og krydderurter. Alle planter laver fotosyntese – selv græsplænen hjælper til.
Artsdiversiteten øges
En 10 hektar stor kornmark laver også fotosyntese, men når der kun står én type afgrøde, så er marken ikke så populær for insekter og dyr. Hvis haverne kun består af græsplæne og bøge- eller ligusterhæk, så er der heller ikke så interessant at være, hvis man som bi er på jagt efter pollen og nektar.
Plant derfor mange forskellige planter. Planter, der allerede i det tidlige forår blomstrer, planter der blomstrer hele sommeren og planter, der også i det sene efterår har evnen til at danne blomsterknopper, der springer ud og hjælper insekterne med føde.
Et godt plantetidspunkt
Havens Dag afholdes for 29. gang. Alle år har havecentre og planteskoler landet over sat fokus på, at forårets og sommerens aktiviteter med at plante i haven, godt kan holde ved, selvom dagene er blevet kortere og termometret viser noget lavere temperaturer. Havens Dag, der hvert år holdes d. 2. søndag i september, kickstarter den store plantesæson. Havecentre og planteskoler er fyldt til bristepunktet med et ekstrastort sortiment, så det er oplagt at plante nyt i efteråret.
Stort forbrugerønske
Over hele landet oplever gartnerne i havecentre og planteskoler øget efterspørgsel på planter, der kan bidrage positivt til naturens diversitet. Der er stor vilje til at gøre noget, så vores insekter får bedre vilkår, dyrene vender tilbage og mon ikke også at vi mennesker kan lære at se mere “naturligt” på vores haver. Lidt vildskab, utrimmede planter, flere blomster og masser af bier. Vi håber at kunne bidrage til, at danskernes haver fortsat vil kunne bidrage til et øget insektliv, og at vi som mennesker også finder mere ro og hvile i vores grønne oaser – LAD HAVEN ÅNDE
Havens Dag er skabt i samarbejde mellem Danske Havecentre og Danske Planteskoler.
LÆS OGSÅ om hvordan du kan skabe variation i surbundsbedet her.