Tagrender: Det er mange tusinde liter regnvand tagrenden og dit nedløbsrør skal tage imod i løbet af et år, og derfor er det en god idé, at du tjekker dem, og sørger for at de er fri for blade.
At rense tagrender er i sig selv en rimelig let opgave. Udfordringen er jo oftest, at de ikke er det mest fremkommelige sted at rengøre. Men hvis de først er tilstoppede og vandet ikke længere kan rende frit igennem, så risikerer du, at der opstår skader på huset eller i fundamentet.
Det er en god ide at tjekke tagrenderne og rense dem 1 til 2 gange om året. Gør det f.eks. i forbindelse med at havemøblerne tages ud eller stilles ind. Det er jo typisk om foråret og efteråret.
Vær opmærksom med stigen på tagrender
Har du tænkt dig selv at sørge for at tagrenderne bliver tjekket og renset, så sørg for at du har en hjælper med dig. Du er trods alt nødt til at bruge en stige for at komme op i højden, og det giver en tryghed med en hjælper til at holde stigen.
Er tagrenden fremstillet af plast eller zink, skal du være ekstra opmærksom når du sætter stigen op. Presset fra stigen kan ødelægge tagrenden; specielt hvis tagrenden er gammel. Du kan evt. lægge4 et bræt ned i tagrenden mens stigen hviler derpå og du renser rundt om. En ståltagrende vil typisk bedre holde til belastningen.
Tjek også nedløbsrøret
Når dine tagrender er renset, er arbejdet ikke helt færdigt. Nedløbsrøret hører med til ”opgaven”. Her kan der nemlig have sat sig klumper af blade el.lign. der stopper for gennemløb. I bunde af nedløbsrøret kan du normalt løfte en ring der afslutter nedløbsrøret for at mærke med hånden om der sidder noget i klemme i bunden. Du kan spule med haveslangen direkte ned i nedløbsrøret for at fjerne eventuelle klumper.
Beskær og tjek faldet på tagrenden
Når du har spulet nedløbsrøret, kan du også spule tagrenden. Det vil fjerne de sidste rester af små kviste og snavs. Når du spuler tagrenden, kan du samtidig se om faldet er i orden. Se efter om vandet løber frit imod nedløbsrøret, eller om tagrenden trænger til at blive rettet.
Når du tjekker og renser tagrenden vil du her have mulighed for at observere, om bladene kommer fra bestemte grene der måske hænger for tæt på taget og dermed dine tagrender. Overvej om en beskæring vil afhjælpe mængden af nedfald i tagrenderne.