Hver vinter kommer mange mennesker til skade, fordi de falder, når det er glat. Som grundejer har man pligt til at rydde sne. Og det kan blive dyrt i erstatning, hvis nogen kommer til skade på ens fortov eller foran ens hoveddør.
ADVODAN har her ridset reglerne om snerydning og erstatningspligt op:
Som grundejer har man pligt til at sørge for at rydde sne på fortov eller sti, hvis ens hus grænser op til en offentlig vej. Man er også forpligtet til at sørge for, at indgange, trapper og adgange til affaldsstativ og postkasse er ryddet, så postbude og skraldemænd kan komme til.
”Der skal ryddes sne hurtigst muligt efter snefald, og der skal strøs med salt, grus, sand eller lignende ligeså snart, det er glat. Som udgangspunkt skal man sørge for snerydning fra kl. 7 om morgenen til kl. 22 om aftenen. Hvis man ved, at der er nogen, som færdes på området uden for det tidsrum, har man også pligt til at sørge for at rydde sne dér,” fortæller advokat Berit Møller Lenschow fra Erstatningsgruppen, der er en del af ADVODAN.
Selvom en grundejer ikke er hjemme, når der komme sne, er det stadig hans eller hendes ansvar at rydde sne og salte fortovet. Advokaten anbefaler derfor, at man laver en aftale med naboen, som kan hjælpe til, mens man er væk på ferie.
”Bor du et sted, hvor forbipasserende færdes tæt på husmuren, er du også forpligtet til at sætte en afspærring op, hvis der er risiko for, at forbipasserende kan få en istap eller store mængder sne i hovedet,” siger Berit Møller Lenschow.
Undtagelse for ansvar
I de situationer, hvor det vælter ned med sne, kan det være nytteløst at forsøge at rydde det glatte fortov. Hvis der sker skader i sådanne situationer, bliver grundejeren ikke erstatningsansvarlig for eventuelle skader, der er forårsaget af det glatte fortov. Det samme gælder, hvis grundejeren har sørget for snerydning, men der alligevel sker uheld.
”Grundejeren bliver vurderet efter det, der i juraens verden hedder culpanorm. Det betyder, at vedkommende ikke bliver gjort erstatningsansvarlig for de skader, der sker, hvis han eller hun har overholdt sine pligter og almindelige normer i den konkrete situation,” forklarer advokaten.
Berit Møller Lenschow anbefaler, at man kontakter en advokat, hvis man får en erstatningssag. Der kan nemlig blive tale om meget store erstatningskrav i forbindelse med personskader.
”Det er også en god idé at have sine forsikringer i orden,” påpeger hun.
Når skaden er sket
Er uheldet ude, skal den skadelidte først og fremmest sørge for at opsøge læge eller skadestue. Det er vigtigt, at alle skader noteres i lægejournalen, fordi det senere kan få bevismæssig betydning i en erstatningssag.
Berit Møller Lenschow har stor erfaring med glideskader. Hun råder den skadelidte til at sørge for at sikre sig beviser vedrørende uheldet.
”Hvis der er vidner, er det vigtigt at få fat i deres navne, adresser og telefonnumre. De kan nemlig få stor betydning i en erstatningssag. Har den tilskadekomne mulighed for at tage billeder af stedet med sin mobiltelefon, kan det også være til stor gavn,” siger advokaten.
”Det er vigtigt at være forsigtig, når det er glat og sørge for fornuftigt fodtøj. Som fodgænger har man pligt til at passe på og ikke bevæge sig rundt på glatis med eksempelvis stiletter. Det kan betyde nedsættelse af erstatningen på grund af egen skyld for den skadelidte,” siger Berit Møller Lenschow.
LÆS OGSÅ: Gode råd fra kloakmesteren og undgå oversvømmelser.