Undgå at den dejlige julemad ender som madaffald
Mange danskere har rettet fokus på at reducere madspild i hverdagen. En undersøgelse foretaget af Epinion for Too Good To Go viser dog, at vi glemmer de fornuftige vaner når det kommer til julemad. Det ender nemlig ofte som madaffald.
Julen kan være en travl tid, og vi tænker ikke så meget over madspild. Undersøgelsen viser, at mere end to tredjedele, nemlig 68%, ender med at købe mere mad, end de havde brug for. En fjerdedel svarer, at de ikke gør noget aktivt for at reducere madspild i tiden omkring jul og nytår. 62% svarer, at de i juledagene slet ikke tænker over miljøpåvirkninger og madspild.
6 gode råd til at reducere madspild i julen
Med tanke på klima, økonomi og gode vaner har Heidi Boye, landechef i Too Good To Go og Ph.d. i forbrugeradfærd givet 6 gode råd til, hvordan vi kan reducere madspild i juletiden.
Køb kun det, der skal bruges
Køb kun ind til det antal personer, der skal spise. Så ender du ikke med store mængder mad, der aldrig bliver spist. Du kan også tilrettelægge menuen, så det er den samme, hvis du holder julefrokost flere dage. Så er det lettere at genbruge gode rester.
Kig efter madspildsvarer
Du kan vælge at gå efter grønt, kød eller rugbrød, der går på dato den dag, du holder julefrokosten. Husk der er forskel på “sidste udløbsdato” og “bedst før”.
Fyld fryseren med julemad
Mad der kan bruges igen, bør ikke ende i skraldespanden. Det meste fra frokostbordet kan fryses ned, og bruges senere.
Lad sanserne styre dit madspild
Lad dig styre af dine sanser, om dine madvarer stadig er gode nok. Mange madvarer smager stadig godt, selvom de er løbet på “bedst før” datoen. Se, duft og smag på dine madvarer, så kan du undgå at smide gode madvarer ud.
Giv en doggybag og undgå madspild
Giv gæsterne overskydende mad med hjem. Så har du mindre mad i overskud og flere får glæde af det. Også dagen efter.
Æg kan holde længe
I følge EU-reglerne skal æggekartoner have en holdbarhedsdato, der er 28 dage efter æglægning. Datoen er baseret på, at æg opbevares ved stuetemperatur. Æg holder sig imidlertid længere i køleskabet. Har du opbevaret æg i køleskabet, kan de holde sig nogle uger efter sidste holdbarhedsdato.